Kom indenfor, kong Vinter!
Jeg er ikke specielt stor fan af sommer. Varmen gør mig olm, solen gør mig sur, de lyse, lange nætter gør mig træt, og lugten af samtlige fædre i nabolaget, der pludselig skal stå og lege Jan Glæsel hver eneste aften, hjælper heller ikke på det hele. Næ, du, stik mig et stykke med efterår efterfulgt af en stor iskold portion vinter – tak. Derfor er det jo ganske perfekt, at Taake – for anden gang – vælger at udgive en ny plade ved sommertid. Få ting er trods alt så isnende som Ørjan ’Hoest’ Stedjeberg! Det er så småt ved at være tre år siden, at manden sidst udgav en plade, hvilket er klassisk Taake. Så lad os da se, hvilken iskold anretning vi får denne gang, nu hvor vi bliver budt på denne niende omgang.
Fede riffs, miserabel lyd
En skog av nidstang er det korteste Taake-album til dato, endda kortere end Over Bjoergvin graater himmerik fra 2002. Vi får da også kun fire numre på pladen, dog har de alle en ret svulstig spilletid, og der sker da så bestemt også ét og andet på samtlige fire numre. På mange måder lægger albummet sig rigtigt fint op ad Et hav av avstand, faktisk i en sådan grad at de to snildt kunne udgøre et dobbeltalbum trods de tre år imellem dem. Som altid præsenterer den gode Hoest os for en perlerække af guitarriffs, som, hvis man lige slukkede for hans forvrængerpedal, alle ville passe perfekt ind i et 1960’er-surfrockband. Der er absolut ingen tvivl om, at han virkeligt kan høvle spade. Det er dog, som om han på pladen her ikke helt har kunnet finde ud af at strikke de mange riffs sammen på en klædelig måde, hvilket giver en del af numrene et lettere kluntet og klodset udtryk. Der mangler slet og ret broer mellem de mange riffs, som så i stedet fremstår, som om de kører meget efter en start-stop-model.
Det største problem er dog den elendige produktion, som albummet – eller i hvert fald den promo, vi har fået tilsendt – har.
Hvis man lytter til produktionen på singlen ”Einstoeingen og eg” og så lytter til samme nummer fra netop promoen, så er det tydeligt, at den er helt gal. Det materiale, vi har fået tilsendt, mangler både bund og dybde og lyder derfor helt utroligt fladt og skrabet, hvilket betyder, at det, jeg sidder og lytter til, faktisk lyder værre, end Taake nogensinde har gjort før – ikke engang debuten lød så skraldet som dét her. Det ville nok ikke irritere mig lige så meget, hvis ikke det var, fordi jeg jo ved, at der findes en anden udgave, som lyder godt! Forhåbentligt bliver det den udgave, som bliver udgivet, men det ændrer ikke på, at det ikke er den udgave, jeg sidder med – og som jeg skal anmelde. Desværre.
Forceret kunst er ikke kunst
Dog havde en bedre produktion samt miks ikke kunnet redde albummet her. Jovist, det havde da nok trukket op med et kranie eller halvandet – hvilket vi så ikke opererer med, men alligevel. En skog av nidstang er klart det svageste album, Taake har udgivet i årevis. Det er retningsløst, og selvom det er det korteste udspil fra Hoest til dato, så sidder man gentagne gange og kigger på sit ur i håbet om, at de 35 minutter snart er gået. Bevares, der er da lyspunkter, og ”Einstoenigen og eg” er et fedt nummer. Ligeså er ”Engler”, især fordi det er det eneste nummer, hvor det virker, som om Hoest har moret sig. Her er både en lille sonisk reference til Familien Adams og USA's nationalsang, men overordnet set så virker den her plade til at være noget, Hoest har lavet, fordi han skulle, ikke fordi han ville. Og forceret kunst er aldrig fedt for nogen.
