DETEKTOREN
Suicide Silence - Suicide Silence

Suicide Silence

· Udkom

Type:Album
Genre:Deathcore
Antal numre:9

Officiel vurdering: 3/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Suicide Silence er ude med det mest ambitiøse og vovede album til dato

Som deres nye logo antyder, er der ikke meget kant tilbage

Der er nogen, der har haft den frækhed at udgive et album i Suicide Silences navn, for der er absolut ingen tvivl om, at det her ikke er Suicide Silence. For at den misforståelse ikke skulle opstå, har bandet valgt at pryde deres albumcover med dem selv, som en slags public service – for tvivlen rammer en massivt under gennemlytningen af dette album. Problemet med albummet starter dog allerede ved albumcoveret, for som det skarpe øje nok har observeret, har deres logo fået en ordentlig barbering og synes nu at være mere fint i kanterne. Man kan sammenligne det lidt med, hvis et black metal-logo pludseligt blev læseligt. Så ved man, at der er noget galt, og det er også tilfældet her. Igen: public service, for så er man lidt på forkant med, at der mangler kant på dette album. At bandet så står og poserer med sammenbidte blikke og oser af hardcore, ja, så ringer alle alarmklokker.

Det er et self-titled album, og med det forbinder jeg det med, at de har lavet et album, som de synes, definerer deres musik og hvem de er som band. Albummet er med andre ord definitionen på Suicide Silence. Det er meget muligt, at det er sådan her, de agter at lyde fremadrettet, men det får mig stadig til at kaste stolen ud til siden, rejse mig op og pege ad albummet til ordene ”I er ikke mine rigtige Suicide Silence!”.

”Doris” står for albummets hårdeste nummer

Som I nok har læst, har bandet for længe siden været ude at proklamere, at dette album ville indeholde 70% ren vokal, og dertil kan jeg kun sige: ”ja, mindst!”. Ross Robinson har været styrmand for dette ambitiøse album, og når man ved, hvilke fantastiske bands han har stået bag, så ved man næsten med garanti, at det ikke bliver noget lort. Han har produceret legendariske albums for blandt andet Korn, Deftones og Slipknot, bare for at nævne nogle få. Disse bands har også med tiden gennemgået markante stilskift på nogle af deres albums, hvor særligt Slipknot ændrede sig radikalt fra Iowa til The Subliminal Verses – og med succes. Så forandring fryder, og det skader bestemt ikke at prøve at bringe noget nyt til ens genre. Jeg bifalder virkelig, at man prøver noget nyt i stedet for at køre i det samme ’sikre’ spor. Så at Suicide Silence prøver noget nyt, det er fandeme fedt – på papiret. For resultatet er tæt på skandaløst i forhold til alle parters standard. Det er dog ikke svært at høre, at Ross har produceret for de tre førnævnte bands, da der er lånt flittigt fra dem alle sammen.

Første nummer, ”Doris”, har mange af jer, der læser denne anmeldelse, højst sandsynligt hørt. Det er uden tvivl det hårdeste nummer på dette album. Det er et fedt nummer; det eneste problem, jeg har med det, er Eddies vokal. Ikke bare i det pivringe omkvæd, men også hans skrig, som virkelig er dårligt udført. Vokalen er fællesnævner for, hvad som absolut ikke fungerer på dette album. Der er adskillige passager, som er stort set 1:1 med Korns riffs og Deftones’ vokal. Slipknots Corey Taylor har også et helt nummer for sig selv, hvor han synger til det akustiske nummer ”Conformity”. Det gør han naturligvis ikke; det er Eddie, men det lyder fandeme som Corey, og det skal det ikke. Jeg kan her understrege min objektivitet ved at sige, at det rent faktisk er et af albummets bedste numre. Vokalen skiller sig bare ikke ud. Hans vokal har ingen personlighed, men det lyder skam stadig udmærket. Udover det er vokalen, som sagt, pisse elendig på dette album. Dog er de fleste af kompositionerne mindst lige så rædselsfulde. Tag for eksempel nummeret med den totalt uinspirerende titel ”Run”. Hvad fanden i helvede tænker de på!? Skru ned for hashen, for det er fandeme noget af det mest jammerlige, jeg længe har hørt – også selvom jeg helt objektivt lytter til det, som var det et hvilket som helst andet band. De har dog beholdt noget af deres karismatiske lyd, som på for eksempel ”Hold Me Up Hold Me Down”, og som sådan også på nummeret ”Silence”, men som igen lyder meget som Deftones på vokalsiden.

Point for at prøve at bringe noget nyt til genren

Whitechapel luftede idéen på deres seneste album og introducerede et nummer med ren vokal, og det er fint nok, men det her, det tror jeg simpelthen ikke, at jeres fans er klar til. Jeg har intet imod ren vokal, overhovedet, men det lyder flere steder som dyrplageri! Det her kunne have været en genistreg, og det er så sandelig også et ballsy move – det dur bare ikke. Alt optil og omkring dette album har været en skændsel. Deres håndtering af kritikken lægger sig op ad et decideret attitudeproblem. De skal selvfølgelig lave den musik, de har lyst til at lave, jeg hopper bare af toget her. Dette album er desværre endnu et søm i deathcore-kisten.

Tracklist

  1. Doris
  2. Silence
  3. Listen
  4. Dying In A Red Room
  5. Hold Me Up Hold Me Down
  6. Run
  7. The Zero
  8. Conformity
  9. Don't Be Careful You Might Hurt Yourself

Tilføj kommentar