Et musikalsk skuffejern!

Så fucking tæt på!

Svenske Stonewall Noise Orchestra (SNO) er på banen med deres 6. udgivelse, med det volbeat-lignende navn "The Machine, The Devil And The Dope". Og det er noget lækker musikalsk flirten der bliver lagt op med her. For katten da hvor den svenske mis den spinder og det samme gør musikken. Men der er bare lige et gennemgribende, dybdegående og altoverskyggende problem.

Tony, det der er fanme ikke godt nok!

Kære læser, du må aldrig nogensinde tvivle på at musikken som SNO leverer, er fed. For det er den! De 4 gæve musikanter der står bag den nyankomne vokalist Tony, er så velspillende, tunge og bikerbløde, at man ikke kan lade være med at gå på gaden og føle sig rimelig badass når man har disse toner i ørene. Man går lige pludselig med en selvtillid som Lemmy Killminster og man har følelsen af at alle verdens sørøvere og ninjaer kan nedlægges, imens man lægger damerne ned og spiser grillkylling med åben mund. Men så, hov...Nej, hvad er nu det. Hvad er dog det for en måde at synge på? Synge er det jo egentlig ikke, det er SNAK! Med distortion lagt over som en dyne af sand! Hvem fanden bilder sig ind at de skal SNAKKE over det her fede musik! 

TONY, STOP FOR SATAN DA! SYNG!

Lidt følelse i stemmen er der at hente engang imellem, men hvorfor helvede skal den samme effekt misbruges på hvert eneste nummer! Du er ikke med i Van Canto, Tony! Du er IKKE en guitar! 

I don’t deserve this

Forestil dig at det absolut lækreste individ du kan tænde op på siger "Let's do it!" Tænder stearinlys, finder vaselinen frem, og når det så skal være, kvitterer med en let dyppen på den ene testikel med en halvfugtig klud. Den følelse sidder jeg med efter at have gennemhørt denne skive. Til en sådan musik hører sig en stemme til, a la Big Daddy Rich fra Texas Hippie Coalition og ikke Ole Wedel med effekt! Derfor får skiven den karakter den får. Fede upåklagelige riffs, badass sammenspil. Røvdårlig, kedelig og til tider direkte plat vokal arbejde.