Pletten der ikke vil forsvinde
Der er gået 12 år siden, at Staind udgav deres eponyme album, som nok var mere alternativ metal end decideret nu-metal, og meget kan nå at ske i sådan en periode. USA har eksempelvis haft tre siddende præsidenter i mellemtiden, Danmarks herre A-landshold har givet os 137 kampes underholdning, og Iron Maiden nåede at udgive 8 albums på samme antal år i deres storhedstid (og deres seneste fra 2021, anmeldte vi selvfølgelig også). Pointen her er, at relevans oftest har en udløbsdato, og min første bekymring ved det nye album var selvfølgelig, om det ville lyde ude af tid og sted. Aaron Lewis og co. har tidligere haft en meget koncentreret lyd, som sjældent varierede meget fra album til album, og man kunne frygte en gentagelse. Heldigvis overrasker Stainds nyeste positivt, da den er propfuld af gode singler.
”Der er kun ét hjørne af universet, du kan være sikker på at forbedre, og det er dig selv.”
Dette citat fra britiske filosof Aldous Huxley, rammer meget godt essensen af Stainds nyeste album, som føles som en selvransagelse af deres tidligere færden i livet. Selvom det meste er hørt før, er det en moden plade, som uden at undskylde alligevel formår at beklage og bede om tilgivelse. Nummeret ”Out of Time” tackler også selve tidsbegreb og relevans og be’r til, at Stainds egen historie kan nå at omskrives. Jeg tror på, at alle fortjener en chance mere, og er kun glad for, at denne skive er levende bevis for dette. Udgivelser starter med nummeret ”Lowest in Me”, der nyder godt af Lewis’ aldrende stemme. Musikken er mere afdæmpet og mindre nu-metal end tilbage, da bandet startede, og det giver automatisk mere fokus på den nu rungende vokal. De sidste 12 år har dog været gode ved Lewis, og man kan argumentere for, at han aldrig har lydt bedre end her. Nummeret er utroligt iørefaldende og et stensikkert radio-hit, som har været en personlig guilty pleasure i egen husstand. Balladen ”Here And Now” er også et stærkt nummer, som sætter spørgsmålstegn ved de tvivlsomme valg i fortiden og kan anses som denne plades ”It’s Been Awhile”. ”Cycle Of Hurting” er et af de få numre, som jeg stadig ville betegne som klassisk nu-metal, og her bliver der gået mere til makronerne i omkvædet. Det klæder helheden godt, og er en hyldest til bandets tidligere værker.
Selvom pladen er god, træder den desværre ned i en del af genrens kliché-fælder. Ideen om at sænke tempoet for at gøre en sang mere følelsesladet, er på fuld fremvisning på det meste af skiven, og gør desværre, at man savner noget vildskab og iver. Albummet er også lidt resultat af, at promoveringen nåede af afsløre hele fire numre før udgivelsen. Til tider lyder det mere som ti enkeltstående singler, hvis eneste røde tråd er, at fortidens fejl skal opgøres. Der er hevet en del inspirationer fra vidt omkring, eksempelvis på nummeret ”Better Days” som lyder mere som et moderne rocknummer fra Shinedown end Staind selv. Det mest bizarre er dog, at nummeret ”Was Any Of It Real?” lyder planket af skivens eget nummer ”Cycle of Hurting”. Omkvædene er så ens, at jeg faktisk var i tvivl, om jeg var startet forfra på pladen. I det mindste er det af deres eget materiale og ikke andres, de napper.
Uden fordomme kommer man langt
På trods af at egne personlige fordomme slørede mit førstehåndsindtryk, håber jeg, at andre kan gå til værket med åbent sind og glæde sig. Selvom den generelle tilgang er forholdsvis uoriginal, formår Staind alligevel at gøre værket til sit eget. Jeg vil vove at påstå, at dette er en af deres bedre plader, som langt hen ad vejen rammer målet via en håndfuld gode singler. ”Lowest in Me” og ”Here And Now” passer godt ind bandets diskografi og giver et godt indblik i, hvad type udgivelse dette er, til de som har brug for en smagsprøve. Albummet er bevis på, at det aldrig er for sent at undskylde, uanset hvad fejl man har begået i livet. Uden fordomme kommer man langt, men med selvindsigt og empati kommer man længere.
