Marcipangrisen grynter på ny

Dårligt er tømmerbilerne fra nytårsknaseren kørt i carporten, før ’møllen’ atter maler på samtlige cylindre. Vær velkommen, Herrens år, og velkommen herhid. Et år, vi her på Heavymetal.dk har imødeset med usigelig forventning, da redaktionen i 2024 kan fejre intet mindre end 25-års jubilæum!
Øverste punkt på dagsordenen omhandler – for eget vedkommende – debutudgivelsen Honey Tongue, signeret af garagerockerne South of Sundays. Forsanger og bassist Johnny Houmark fandt første gang vej til rampelyset som ledende skikkelse i projektet Powderhog. En gruppe, der høstede store roser fra mangt et mainstream-medie for både sit eponyme debutalbum i 2007 og opfølgeren fra 2010, Return Of The Gaucho. Erfaringsmæssigt forholder vi os som branchemagasin oftest lettere skeptiske, når dagspressen kværner derudad med sine sensationshungrende, journalistiske vinkler. Det sker dog af og til, at vi retter os op i sædet, når superlativer som ’Metallica-klasse’ slynges ud i landskabet. På den baggrund blev vores nysgerrighed i sagens natur vakt, da stiftelsen af South of Sundays blev annonceret. Udover Houmark selv består besætningen af guitaristerne Morten Mohr og Marcus Thue Honoré, mens vi bag gryderne finder Kristian "Krenne" Pedersen.

Rød Aalborg og rejemadder

For at skabe opmærksomhed om nærværende udgivelse, har singlerne ”Don't Wanna Hear It On A Sunday” og ”Slow Burn” været ude i æteren siden henholdsvis medio november og december sidste år. Dermed kunne man foranledigedes til at tro, at benævnte numre ville have formået at skabe sig deres respektive identitet ved albummets udgivelse. Det synes imidlertid langt fra tilfældet. Den mestendels nydelige indpakning til trods efterlader navnlig førstnævnte fornemmelsen af at have overværet en fejlslagen jamsession med deltagelse af medlemmerne fra The Hives og D-A-D. Javist, både vokal og instrumentering lyder såmænd ganske tilforladelige, mens den banale lyrik og de trivielle rytmer omvendt havde diskvalificeret kompositionerne hos bobestyrer Pelle Almqvist såvel som hos brødrene Binzer.

Med det sagt består Honey Tongue trods alt af yderligere ni skæringer, om end hult klingende åbningstaler sjældent borger for de øvrige indslag. Således heller ikke i dette tilfælde. Vi kommer humpende ud fra startblokken med seks minutter lange ”She Keeps It Coming”. På bagkant af sine indledende stoner-riffs – formentlig tilskrevet Houmarks fortid i Powderhog – trækker nummerets harmonier nok engang durk mod Disneyland ved skumringstide. Næh, begreber som ’originalitet’ og ’catchiness’ må man sandt for dyden spejde langt efter her. Kontrasten i funk-rytmerne på ”Heaven Falls”, der umiskendeligt leder tankerne i retning af Lenny Kravitz, sætter ligeledes oplevelsen i relief. Som en afholdsmand og skaldyrsallergiker, der modtager invitation til årets julefrokost, blot for at blive bænket mellem Ebenezer Scrooge og Grinchen … med bekendtgørelsen om at menuen i år udelukkende består af Rød Aalborg og rejemadder!

For at afværge en tidlig taxatur hjem serveres et par delvist anstændige anretninger i kølvandet på de kutterbugserede kedsommeligheder. ”Rollercoaster” bestræber sig i al fald på at bryde det monotone lydbillede med sine akustiske anslag, inden ”Dead End Streets (And Silver Screens)”, dog uden for alvor at excellere minder os om, at produktionsansvarlige Jacob Hansen blandt mange andre også har Dizzy Mizz Lizzy i folden. Med kapitulerende resolution om at drikke sig en bragende bøhmand i øret slutter aftenen af med en omgang moderat underholdende karaoke i form af ”Ain’t No Brother”, hvor noget, der giver associationer til The Kinks’ ”You Really Got Me” tilsat blues-riffs og ekstra bas, får en tur gennem maskinen. Ak ja, der spås allerede nu tomme lommer og ømme hårrødder med morgendagens komme …!

Sukkerchok med yderst begrænset effekt

Man når kortvarigt at befinde sig i et stadie af momentan forventning, bedst som albummets sidste tre skæringer ruller over anlægget. De spæde tilløb til marginalt interessante passager vedbliver dog at være præcis dét. Med 80’er- og 90’er-forherligende kompositioner, som både Kravitz, The Hives, ’Dizzy’ og ikke mindst D-A-D for længst har fået ud af systemet med markant større succes, fremstår kvartetten på Honey Tongue ikke alene statisk og uoriginal, men også alarmerende uambitiøs. Der ligger bestemt noget anerkendelsesværdigt i at være tro mod sin egen kunstneriske anskuelse. Og bevares, der findes adskillige eksempler på eminente udgivelser, der erklæret sigter efter at underholde masserne frem for at inspirere eliten. Honey Tongue formår desværre ingen af delene. På den vis lever albummet såmænd glimrende op til sit navn. Der eksperimenteres lystigt med en masse allerede succesfuldt afprøvede greb, men kun sjældent leveres slutproduktet med original overbevisning.