Endelig solhverv igen
Der er løbet meget vand i åen siden Solstices magnum opus, New Dark Age. I tyve år har de eneste livstegn fra gruppen været demoer, splits og EP’er, mens optrædener på adskillige opsamlinger har vidnet om deres status i toppen af episk doom metal – ved siden af legenderne fra Candlemass og Solitude Aeturnus. Medlemmer er kommet og gået, men af den nuværende sammensætning har alle tjent i gruppen i mindst syv år, og efter tre EP- og demoudgivelser føler gruppen sig klar til at udgive deres tredje studiealbum, White Horse Hill.
Den neo-nye middelalder
Fans kan glæde sig over, at White Horse Hill lyder meget som de klassiske Solstice-albums. Kompositionerne er store og følelsesfulde med massive, bastunge guitarer som bund for harmoniserende guitarmelodier og Kearns’ kraftfulde vokal. I forhold til New Dark Age er de middelalderlige elementer nedtonet; dels er tonaliteten ikke taget fra anglo-saksisk folkemusik, og dels ruller Kearns ikke på r’erne.
Skiven indledes af krageskrig før rytmegruppen bygger op til albummets første nummer, ”To Sol a Thane”, og både opbygningen og forløsningen er alt, hvad man kan ønske sig af Solstice. Et flot introriff bygger op til smagfulde leads på en baggrund af åbne powerakkorder, før Kearns gør sin entre. I midten af sangen bliver et break afløst af introriffet igen, hvorefter rytmegruppen bygger op til en solo. Med undtagelse af breaket, udgøres næsten al dynamik af akkordskift samt vekslen mellem dæmpede og åbne akkorder.
Denne opskrift bliver en hæmsko for Solstice, idet den genbruges på albummets to øvrige doomsange, ”White Horse Hill” og ”Under Waves Lie Our Dead”. Alle tre sange viser Solstice fra deres bedste side, men stilistisk er de meget ens. Kearns har en god stemme og indlevelse, men ligesom sangenes overordnede karakter er vokalerne enslydende fra start til slut. Den sidste af de lange kompositioner, ”For All Days, And For None”, er spillet med ren guitar og har reelt kun to forskellige stykker, som hverken sammen eller hver for sig kan bære en spilletid på syv og et halvt minut.
I promomaterialet bekendtgør Solstice deres dedikation til forstærker-gain over pedaler, vinyl over CD og højttalere over høretelefoner. Dette er sød musik i mine ører; dels fordi jeg er enig, og dels fordi det er en de facto invitation til at diskutere produktion (ikke at jeg behøver en). Min downloadversion er desværre komprimeret til samme niveau (DR 6) som næsten alt andet, og selvom guitarerne lyder fremragende, savner de albuerum på ”Under Waves Lie Our Dead” , hvor de ellers fede leads kvæles i mikset. Som sædvanlig kan jeg ikke sige, om vinylen lyder bedre, men hvis du er splittet mellem CD og vinyl så læg den ekstra halvtredser og håb.
Tænd bålet!
White Horse Hill er et værdigt comeback for Solstice og bør tilfredsstille både gruppens og genrens fans for en stund. Jeg kan ikke ignorere den lettere begrænsede værktøjskasse, eller det faktum at én ud af fire reelle sange på skiven er besynderligt statisk, men Solstice leverer tilpas med følelsesfulde og velfungerende akkordprogressioner, vokaler og leads til at White Horse Hill er værd at bruge tid og penge på. Jeg anbefaler alle fans af Solstice og episk doom metal at anskaffe LP’en og skrue op for anlægget. Velkommen tilbage.
