Et godt guldbryllup ødelagt af et kedeligt sølvbryllup
Ulighed, undertrykkelse og uretfærdighed er alle temaer, som punken har råbt højt om i det sidste halve århundrede. I cirka halvdelen af den tid har amerikanske Rise Against været en del af dette højlydte kor. I de spæde år var fødderne solidt plantet i den melodiske hardcore, men med tiden er denne side af bandet blevet skiftet ud til fordel for et mere rocket udtryk. Spørgsmålet, man kan stille sig selv, er, hvorvidt et band, som har fejret sølvbryllup og solgt millioner af plader verden over, stadig er overbevisende, når de råber vagt i gevær over verdens problemstillinger på deres tiende plade, Ricochet.
Unødvendig udvikling
Om Ricochet har bandet udtalt – foruden at pladens omdrejningspunkt er, hvordan vi alle, på forskellige måder, hænger sammen – at numrene skiller sig noget ud fra det traditionelle punkede udtryk. Og efter 25 år i punkens tro tjeneste skal der vel også være plads til lidt svinkeærinder. Eller skal der?
Hvis det gøres ligesom, da bandet på opsamlingen The Ghost Note Symphonies, Vol. 1 gav gamle numre en lækker følelsesladet akustisk omgang, så er svaret klart ja. Hvis det gøres ligesom Ricochet, så bliver det et pænt, men bestemt nej tak. Hvilket primært skyldes, at pladen er en frygtelig rodebutik. “I Want It All” er Foo Fighters, der desperat prøver at kanalisere debutpladen i en midtlivskrise, og titelnummeret er “Wait For Me” fra Endgame, bare med den samme lettere ynkelige nostalgi, som man finder til genforeninger af gamle folkeskoleklasser. “State of Emergency” kolliderer den støvede små-countryede folk fra Ghost Note Symphonies i et frontalsammenstød med de store omkvæd fra Appeal to Reason, og så prøver “Nod” og “Prizefighter” desperat at minde os om, at det gamle Rise Against stadig lever i bedste velgående. Desværre klinger det mere hult end det arkiverede overskud fra den jævne Nowhere Generation og leder tankerne hen på linjen “This isn’t giving up, no, this is letting go” fra “This is Letting Go”, bare med omvendt ordstilling.
Selvfølgelig skal der også være plads til at udvikle sig; det havde været en falliterklæring af rang, hvis Rise Against havde udgivet The Sufferer & the Witness for syvende gang. Men når den røde tråd er skiftet ud med en Bermudatrekant af Nowhere Generation, Appeal to Reason og Ghost Note Symphonies, som tager imod alt fra post-punk til synth og flere vokaleffekter end din gennemsnitlige SoundCloud-rapper, så virker en gentagelse yderst indbydende.
Skal man komme Rise Against lidt i møde – og i inklusionens navn skal man vel – så er “Damage is Done” et ganske hæderligt moderne rocknummer, godt i tråd med, hvordan man kunne forvente, kvartetten ville udvikle sig. “Gold Long Gone” kunne også sagtens være noget, man kunne finde på en eventuel volume to af de akustiske udfoldelser. Bandet har selvfølgelig også et bundniveau, der gør, at jeg trods alt ikke vil invitere til seleløs bungeejumping fra Vejlefjordbroen. Nok er “Nod” tre minutters opgivende tomgang, men det er stadig umiskendeligt Rise Against-tomgang, og det er lige akkurat derfor, Ricochet ikke falder helt igennem.
Forhåbentlig en enlig svale
Det er dog stadig en gudsjammerlig træls plade, som kun fortjener et enkelt eller to numre på den næste turne. Havde Rise Against udgivet Ricochet som en opsamlingsplade med numre gemt over de sidste ti år, der havde fået et tvist, så gav den totale mangel på retning og de mildest talt bizarre produktionsvalg mening. Men som enkeltstående udgivelse giver det ingen mening at give sig i kast med stadionrock, synth og country, samtidig med at der desperat shoppes rundt i bagkataloget for at finde et eller andet at sætte den røde garntråd fast i. Men om ikke andet så passer musikken da til pladens tema.
