Det fabelagtige Andorra
Selvom jeg er berejst, har jeg desværre aldrig fået besøgt Andorra. Landet skulle efter sigende have en betagende natur, fabelagtige skisteder og være det eneste sted i verden, hvor det smukke catalanske sprog er det eneste officielt talte. Der er dog forståeligt nok de færreste, som tænker på metalmusik, når man nævner landets navn. Det kan nemlig tælles på én hånd, hvor mange aktive metalbands landet i øjeblikket besidder. I Andorras musikalske mikrokosmos er der dog ét navn, som er mere kendt end alle de andre tilsammen – og det er Persefone. Siden 2004 har sekstetten fortryllet befolkningen med deres enestående fusion af progressiv, symfonisk og melodisk dødsmetal, og deres helt særlige album Spiritual Migration har den dag i dag stadig en speciel plads i mit hjerte. Albummet brillerede med flotte instrumentalsektioner og episke kompositioner, og heldigvis har bandet forsat denne retning lige siden. Nu er Persefone atter på banen med deres seneste kreation, den 27-minutters lange EP Lingua Ignota – Part 1, som lydmæssigt forsøger at gå et skridt videre.
En god pose Twist
Lingua Ignota – Part 1 bevarer urokkeligt Persefones kunstneriske identitet, men fokuserer dog mere på melodisk dødsmetal end symfonisk. Lytteren bliver simpelthen overøst med kraftige accelerationer i tempo, en mere rå og upoleret lyd og et koncept, som er mere ensartet i sin lyd. Heldigvis bevarer bandet deres gådefulde aura, og som lytter sidder man spændt og venter, for man har nemlig fornemmelsen af, at alt kan ske. Genre-fokusset har dog en pris, og især vokalen er mindre episk end tidligere, da den ikke længere har de symfoniske eksplosioner bag sig – hvilket er synd. I den tematiske sfære tager Lingua Ignota – Part 1 lytteren med ind i menneskets indædte kamp mod indre dæmoner. Selvom emnet er mere udvandet, end når ens barn begynder at dyrke karse i køkkenvinduet for første gang, så formår Persefones lyrik dog stadig at være kreativ til et vist punkt og træde i karakter.
EP’en indledes med det næsten instrumentale værk ”Sounds And Vessels”, som er ret subtilt, og som beklageligvis ikke føles særligt essentielt. Dog skruer det efterfølgende nummer ”One Word” op for intensiteten, som var det revet direkte ud af Spiritual Migration albummet. Trommer, bas og guitar smelter sammen i en kreativ og brutal samhørighed ledsaget af Daniel Flys forrygende skrig, der nærmest suger luften ud af omgivelserne omkring os. Nummeret føles som en naturlig videreudvikling af Persefones lyd og som en kulmination af de hårde timer i øvelokalet. Det tredje spor ”The Equable” præsenterer ligeledes et højt niveau. Nummeret indledes af en afdæmpet instrumentalsektion, der opbygger stemning, hvorefter et formidabelt riff bryder frem. Det er dog trommearbejdet, der for alvor hænger fast i ens bevidsthed, og overordnet set er Sergi Verdeguers præstation på Lingua Ignota nok den mest imponerende bedrift. Hans virtuose trommespil udfolder sig som et 20-skuds batteri og pulserer altid med livlig energi.
Desværre slutter EP’en med nummeret ”Abyssal Communication”, som slet og ret ikke er af samme kvalitet som midterstykket af pladen. Her er vi ude i en atmosfærisk rock-oplevelse, som jeg ikke håber kommer igen, hvis Lingua Ignota – Part 2, nogensinde skulle udkomme. Nummeret er for vagt, og gør ikke brug af alle de gode virkemidler, som Persefone har.
Der er altid en variant, som folk bedst kan lide
Lingua Ignota – Part 1 føles som et klassisk twist på Persefones efterhånden gennemspillede formular, og viser flere gode momenter. ”One Word” og ”The Equable” er de to store højdepunkter, og føles klart som de mest gennemførte numre på EP’en. Bandet står dog skarpest, når intensiteten får lov til at udfolde sig, og det lider både introen og det afsluttende nummer under. Der er dog et stykke vej op til bandets to stærkeste udgivelser Spiritual Migration og Aathma. Er Lingua Ignota – Part 1 svaret på at nå fordums styrke? Det tvivler jeg på, men ikke desto mindre er EP’en et godt værk i sig selv.
