Perdition Temple - The Tempter's Victorious

The Tempter's Victorious

· Udkom

Type:Album
Genrer:Death metal, Black metal
Antal numre:8

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Blasfemisk ondskab og stank af englelig…

Med tidligere og nuværende medlemmer af bands som Angelcorpse, Blasphemic Cruelty og Black Witchery, er der lagt i kakkelovnen til en omgang gedigen brutalitet, og Perdition Temple skuffer på ingen måde, for der er virkelig hug på bandets andet album The Tempter`s Victorious. Fra ”The Word Go” er der kun en ting der tæller og det er gnistrende, voldelig death/black metal af den allermest brutale slags.

Fra starten slåes tonen an med grindede angreb på alt hvad der er helligt. Der fyres det ene fede riff af efter det andet og trommerne bakker op med masser af hug på. Frem for alt lyder det ægte; her er ikke overtriggede trommer, en klinisk produktion eller nogen fesne melodier. Der trykkes på gaspedalen og Perdition Temple fremtryller en atmosfære af ren vold og man kan sagtens høre, hvor folkene bag kommer fra!

Fængende brutalitet og inspireret had

Ganske ofte når jeg hører disse meget brutale bands, er et af mine ankepunkter, at jeg synes det mangler den catchiness, der gør, at man kan skelne numrene fra hinanden, og at det ikke bliver et langt nummer. Netop her synes jeg i den grad Perdition Temple rammer plet. De afleverer deres granater med lige nøjagtigt den variation, der gør at skiven forbliver virkelig interessant i samfulde 37 minutter. Specielt numre som ”Scythes of Antichrist” og ”Chambers of Predation” står ud, men alle numrene har egen personlighed, uden at de fraviger recepten nogen steder. Vokalen på skiven er også medvirkende til den fede stemning, som Perdition Temple kreerer. Den er hæs, brutal og så fraserer Impurath, som han kalder sig, virkeligt fedt, så vokalen er med til at understrege det fængende i riffsene og teksterne. Tekstuniverset er selvfølgelig som det skal være i denne genre, men det passer perfekt til musikken: Total Satan!

En konklusion …

Jeg stornyder virkelig Perdition Temple; de leverer lige nøjagtigt det, jeg forventede. Men, for der er et men, inspirationerne er så tydelige at karakteren ikke kommer helt op at ramme max. Perdition Temple er rigtigt seje, og de gør ufatteligt mange ting rigtigt i mine ører, men de mangler lige den sidste snas af ondskab, der kan bringe dem op i liga med Angelcorpse, som i mine ører er det ultimative death/black metal band i denne amerikanske stil.

 

Tracklist

  1. The Tempter's Victorious
  2. Extinction Synagogue
  3. Scythes of Antichrist
  4. Goddess in Death
  5. The Doomsday Chosen
  6. Chambers of Predation
  7. Diluvium Ignis
  8. Devil's Blessed

Tilføj kommentar