Paul Gilbert har gennem årene høstet meget respekt og anerkendelse for sit guitarspil i både Racer X, Mr. Big og som solo artist (hvoraf dette er det syvende i rækken). Der skal nu heller ikke herske tvivl om mandens åbenlyse kvaliteter på den seksstrengede, til gengæld kniber det mere med det vokale. Hans stemme er ganske enkelt alt for kedelig, og trækker tit numrene ned på et niveau hvor de ikke nødvendigvis behøver være. Kedelig er i dette tilfælde alt for ofte lig med manglede bid, saft og kraft i stemmen, og om dette skyldes produktionen skal jeg lade være usagt – men hvis det er tilfældet kan han kun bebrejde sig selv, da Gilbert selv står krediteret for både miks og produktion. Jeg vil dog hurtigt indskyde, at produktionen i sin helhed står ganske skarp og smagfuld med hensyn til selve musikken. Så det skal ikke være ren jammer hele vejen igennem for der er sgu masser af udmærkede riffs herpå, og visse steder er der godt med swing i instrumenteringen, og de respektive medmusikanter kan deres kram uden at forfalde til meningsløst blær. Hurra for det, men så kommer Gilbert med sine mangelfulde vokal talenter – og så blev øllen sgu lidt flad lige pludselig. Især i den direkte pinlige "Terrible Man" – Vorherre til hest sir’ jeg bare. Musikalsk er der på "Space Ship One" primært tale om heavyrock med tykkest streg under rock, hvilket der intet er i vejen med, og faktisk er der masser af ørehænger melodier herpå. Bare tjek "Mr. Spock", "Every Hot Girl Is A Rockstar" eller den japanske (!) “Boku No Atama". Sidstnævnte er garanteret kommet på albummet for at vise mandens færdigheder udi solens sprog, som han har studeret i et par år efterhånden. Derudover får vi et cover af George Harrison’s "It’s All Too Much", og det fungerer fint nok ind i sammenhængen her. Musikalsk er "Space Ship One" nemlig et hyggeligt bekendtskab, og efter en række gennemlytninger lysner helhedsindtrykket – hvilket jeg på denne gode dag beriger med ét ekstra hoved.