Mennesket, naturen og de store armbevægelser
Human. :II: Nature. hedder det nye Nightwish-album, og kan en albumtitel egentlig blive mere prætentiøs? Næppe. Men finnernes boss, Tuomas Holopainen, har aldrig været bange for store armbevægelser og tårnhøje ambitioner, og det gør sig i allerhøjeste grad gældende på dette album. I virkeligheden er der tale om to albums, hvor kun den ene af dem egentlig kan tilegnes gruppen Nightwish. For disk 2 er rendyrket kor- og orkestermusik (næsten) helt renset for traditionelle rockinstrumenter. Der er derfor ikke meget plads til de stakkels musikere i bandet ud over chefen selv, men det skal vi nok vende tilbage til. De første ni sange, der udgør disk 1, er derimod traditionel Nightwish-musik, som fans forventer det. Alle omhandler de forskellige aspekter om det at være menneske (altså = Human i titlen), mens orkesterværket på disk 2 handler om Moder Jord og dens mangfoldige natur. Så der er altså mening bag galskaben i den kryptiske titel.
"Human"
Normalt er singler, der udkommer drypvis før et album, blandt de stærkeste eller mest karakteristiske sange på det album, de skal promovere. Derfor kunne man godt have lidt bange anelser efter at have lyttet til de to singler, Nightwish udgav op til premieren. ”Noise” var et absolut godkendt og meget genkendeligt Nightwish-nummer med alle de virkemidler, vi forventer, men heller ikke mere end det. ”Harvest” var en lidt tynd omgang, der heller ikke bibragte noget nyt overhovedet, så det lagde en dæmper på i hvert fald denne anmelders forventninger.
Men allerede på albumåbneren ”Music” sker der faktisk noget interessant. Her er et over syv minutter langt nummer, der tager lytteren tilbage tiI en fortidshule, hvor man kan forestille sig, at den allerførste musik blev spillet. Derfra tager ”Music” os på en rejse fra disse første primitive strofer (eller måske rettere to stykker træ, der blev banket mod hinanden af en gryntende neandertaler, men lad det nu ligge) over til stamme- og folkemusik, episk korsang og meget andet. Efter knap tre minutter dukker albummets egentlig stjerne endelig op, og det er selvfølgelig Floor Jansen, der, som kun hun kan, lægger stemme til musikkens historie, indtil det hele kulminerer med klassisk, symfonisk metal, som Nightwish mestrer bedre end nogen andre. Fantastisk start, der leder over i fornævnte single, ”Noise”, der i sammenhængen nu fremstår meget stærkere end før.
Et af Human. :II: Nature.s absolutte højdepunkter findes på ”Shoemaker”. På det afsluttende og fuldstændigt mageløse stykke springer Floor Jansen endelig ud som fuldblodssopran. Glemt er tydeligvis, at Floor forsøgte at overbevise Heavymetal.dk om, at hun absolut ikke er en sopran, da vi talte med hende i forbindelse med Nighwish-koncerten i Valby Hallen i 2018. Det sidste minut af ”Shoemaker” er så guddommeligt smukt og gåsehudsfremkaldende, at ord ikke kan beskrive det.
Det er ikke så ofte på dette album, at bandets ofte lidt oversete guitarist Emppu Vuorinen får lov til at sparke røv, men på ”Pan” træder ægte metalriffs endelig i forgrunden. Tiltrængt er også næsten-balladen ”How’s the Heart”, hvor vi får en kort pause fra al det bombastiske. Endnu en lille afviger fra det normale Nightwish-udtryk kommer på ”Procession”, som er helt uden den traditionelle sangstruktur. Her er hverken omkvæd, bro eller solo, men bare endnu en utroligt smuk vokalpræstation af Floor Jansen, der primært understøttes af violin og irsk sækkepibe. Endnu et utroligt vellykket nummer. ”Tribal” med stammerytmer, orkester, metal-riffs, kor og endelig lidt rå vokal fra Floor er næsten på samme niveau. Det vidner om både stort overblik og rutine, at kapelmester Tuomas Holopainen, som en finsk Devin Townsend, kan få alle disse elementer til at hænge så godt sammen
Endelig er der er par numre, hvor de to mandlige sangere i bandet også får plads, men man kan kun spørge: ”Hvorfor”? D’herrer, Troy og Marko synger fint, men de når bare ikke Floor Jansen til sokkeholderne. Faktisk når de ikke engang Floors’ sokkeholdere til sokkeholderne, og det er kun med til at understrege, at dette album nærmest står og falder ikke bare med Tuomas, men også med den hollandske stjerne.
"Nature", og historen om ”the pale, blue dot”
Og ak ja, så er der jo altså også lige albummets anden halvdel. Hvis man troede, at Thomas Holopainen havde fået afløb for sine storladne og episke tendenser med den 25 minutter lange hyldestsymfoni til Darwin, Dawkins og evolutionslæren i det hele taget, ”The Greatest Show on Earth”, ja, så tager man alvorligt fejl. For på disk 2 får vi over 30 minutters ren orkestermusik i bedste klassiske tradition. Eller er det nu ”bedste”? "All the Works of Nature which Adorn the World" er ofte både smuk og bevægende til tider ligefrem rørende, men sammenlignet med den klassiske genres store mestre, forekommer det dog ret banalt og ligefrem naivt. Skiftevis får man associationer til partituret til en romantisk ballet, soundtracket til en ”Sværd og Sandaler”-film eller underlægningsmusikken til et naturprogram.
Der er absolut smukke temaer, der væves ind og ud af de forskellige numre, men det er primært den afsluttende ”Ad Astra”, der fortjener at blive nævnt. Her afsluttes det ambitiøse værk om jorden og naturen med at give den amerikanske astrofysiker, forfatter mv. Carl Sagan det sidste ord gennem sin berømte ”The pale blue dot”-tale om jorden som et lille støvkorn i det uforståeligt store univers og menneskets plads herpå. På denne poetiske måde sluttes ringen, og de to separate sider af dette monstrøse album, bindes sammen med mennesket og naturen i en (potentiel) smuk symbiose. Yderst passende er det også, at Floor Jansen får det sidste ”ord” i det afsluttende tema. Med hendes stemme synes mennesket og naturen at være et og det samme.
Som en gin uden tonic, som Barcelona uden Messi, men alligevel fremragende
Human. :II: Nature. er altså en seriøs mundfuld. Til tider er det overordentligt vellykket og blandt det bedste, Nightwish har præsteret, men der er også svipsere. Opløftende musik og tematik om det at være menneske og vores samspil med naturen omkring os, er vel noget, vi alle kan have glæde af i disse tider, men alligevel er det svært at tro, at dette kæmpeværk kan tiltrække andre end allerede overbeviste fans. Det er stort, smukt og pompøst, men absolut også en ”acquired taste”. Og så er det komplet uforståeligt, at så meget af Human. :II: Nature. er uden Floor Jansen på vokal. Det er lidt af et selvmål på et ellers fremragende album.