Et menneskeskabt mørke
Selvom vinterens dystre indtræden kan være en prøvelse for mange danskere, som kæmper med vinterdepression, så syntes det indre mørke, som vi skaber i vores eget sind oftest at være endnu mere overvældende. I 2009 blev The Neologist grundlagt af det dynamiske partnerskab mellem James Lewis og Devin Walsh, men da Walsh trak sig fra projektet for nogle år siden, forsatte Lewis solo under samme kunstnernavn. Between The Darkness And The Fade dykker lyrisk ned i kampen mod vores alles indre dæmoner, og trods det udvandede emne rummer albummet langt mere dybde, end man umiddelbart skulle tro. Lewis har efter udgivelsen proklameret, at dette markerer afslutningen på hans musikalske færden. Heldigvis er hans farvel en ekstraordinært spændende rejse, der uden tvivl er fire nye AA-batterier værd i lommelygten, som er nødvendig for at befærde sig i dette sinds skumle kroge.
Man behøver ikke at falde i en brønd for at drukne
De fleste oplever at drukne i deres egne tanker, uanset om det er på grund af sygdom, stress eller andre livsudfordringer på et eller andet tidspunkt. Lewis bruger Between The Darkness And The Fade som platform til at fremvise sine egne tanker om emnet, og beskriver allerede følelsen i første vers af sangen ”The Darkness”, hvor teksten; ”I’ve heard the echoes of my own voice, that resonate from deep within, is there more to my life than this? Are pieces of me left behind?” rammer dybt og præcist. Albummet sammensmelter elegant elementer af både lys og mørke i sit musikalske univers via Lewis’ stemme, der ubesværet skifter fra klare toner til kraftfulde og skærende growls, når stemningen kræver det. Udover det, så dominerer guitararbejdet også flot, og byder på adskillige betagende riffs, der gør udgivelsen mere unik end albummerne der kom før. På grydefronten kunne der dog godt have været en smule mere variation, men taget i betragtning af at dette er et en-mands projekt, skal ros alligevel gives for den samlede præstation.
Et af de største højdepunkter på albummet er ”A Perfect Dystopia”, hvor man straks får associationer til et splittet sind, når Lewis’ vokal bekæmper sin egen dualitet i sand Gollum-stil fra Ringenes Herre. Hans growls forsøger ihærdigt at overdøve den klare vokal, og det fungerer på mystisk vis godt, og lyder som en vokal-version af det kendte instrumental-nummer ”Dueling Banjos”. Nummeret ”A Starless Sky” bevæger sig mere hen af klassisk melo-død som resten af albummet, og lyder som en sammensmeltning af Scar Symmetry, Soilwork og Insomnium – ikke værst! Endnu engang er der en markant fokus på den episke og melodiske lyd, og gradvist opbygges der intensitet og personlighed igennem amerikaneren og hans mangfoldighed. Der er endda en forbedring i indspilningens lyd, som lyder mindre skramlet end tidligere, hvilket er skønt at høre, når man har fulgt bandet så tæt, som jeg har.
Between The Darkness And The Fade største svaghed er absolut dens længde på 55 minutter, da de sidste ti minutter kæmper desperat for at opretholde det momentum, som pladen har bygget op. Melo-døden mister lidt af sin charme på de sidste par numre, og ender med at gentage sig selv. Selvom ”The Fade” er lyrisk vigtig for albummet, kunne det musikalsk godt være skåret væk. Samtidig kunne der godt være brugt et pusterum halvvejs inde i albummet, for at give lytteren tid til refleksion og påskønnelse, inden man tog fat på anden halvdel.
Et tak for nu
Selvom The Neologists sidste rejse ikke kulminerer med en episk kamp mod orker, drager eller Sauron selv, så afsluttes den på imponerende vis med en dybdegående skildring af sindets forstyrrelser. Det er på tide at sige tak for nu til James Lewis, og i den sammenhæng kan amerikaneren med rette tilføje otte kranier til sin samling, der smukt symboliserer sejren over mørkets kræfter.