Nemecic - The Deathcantation

The Deathcantation

· Udkom

Type:Album
Genrer:Death metal, Melodisk Metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

En verden forlænget med brædder

Nemecic beskriver sig selv som liggende et sted mellem death-, thrash-, groove- og melodic metal, og de fem på eventyr viser da også helt klart, at der er tale om alsidighed i et sådan omfang, at det er svært at finde en kasse at smide dem i. Nemecic er kravlet ud af den finske muld og har slået lejr lidt ude for helvedes forgård, et sted hvor verden er forlænget med brædder. Det er hvert fald, hvad det føles som, når musikken begynder at flyde.

Et sammensurium af stilskifte

Den måde Nemecic har valgt at lave deres musik på, er med den traditionelle thrash-grundstamme med death growl og så blande både groove og melodic ind i det, som om de har taget fire byggeklodser og smidt i en cementblander og set, hvad der kom ud af det. Dén stemning er fin, og den oplevelse af død og ødelæggelse, der lægges for dagen, fungerer rigtigt godt. Men det er som om, det har været for svært at vælge en stilart for bandet, så nu har de snævret det ind til fire arter og blandet dem til en stor pærevælling.

Et eksempel, hvor det virkelig er tydeligt, er ”Apotheosis”, hvor grundstammen helt klart er én stilart, men vokalen er en anden. Her virker musikken rigtigt godt, og der er et godt flow, men vokalen ødelægger helhedsoplevelsen og burde have været en ren vokal. For vi oplever en ren vokal fra Hämäläinen i sangen ”Smoke Electric” - det er ikke, fordi han ikke kan. Der passer den rene vokal blot ikke ind i sangen.

Til sidst på skiven oplever vi igen denne her mærkelige sammenblanding, hvor stemmen er en slags halvt død/halvt thrash i en melodisk verden. Det fungerer forbavsende godt, men der er stadig en følelse af: ”Vælg nu en genre og lav noget i den”. Det virker som om, at man ikke kan finde ud af at bruge de virkemidler, man har til rådighed, på de rette tidspunkter.

En middelmådig oplevelse

Jeg vil godt slå det fast. Jeg har intet imod bands, der eksperimenterer og prøver forskellige ting. Men jeg synes ikke, at man skal blande så meget ind i hinanden på et så kort album, som vi har med at gøre her. Der sker så meget hele tiden, at det er svært for lytteren at få et tilhørsforhold til bandet og albummet, i og med der ingen ledetråd er til, hvad der sker næste gang. Der, synes jeg, man burde have valgt en mere strømlinet, gennemgående rød tråd med, hvad det var,man ønskede at vise.

Deathcantation har sine gode stunder, både i den ene og den anden stilart. De elementer, der er med, fungerer rigtigt godt, hvis man kunne pille dem fra hinanden og lave fire forskellige albums ud af det. Tilsammen, synes jeg, det ikke fungerer særligt godt. Den følelse af tilhørsforhold, jeg normalt oplever med et album, får jeg slet ikke her, og især afslutningen får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig, hvor man blot lader musikken fade ud. Vi er i 2017. Kom ud af 70'erne og 80'erne, og afslut din sang, der hvor musikken rent faktisk slutter.

Ud fra min oplevelse af Nemecics debutalbum ender vi på fem kranier, hvor jeg lidt håber, at bandet får nok kritik til at gå tilbage til tegnebrættet og finde ud af, hvilken genre de rent faktisk vil lave musik i frem for dem alle sammen.

Tracklist

  1. Locomotive Tomb
  2. Smoke Electric
  3. Mercury Vortex Ritual
  4. Fields Of Glass
  5. Void
  6. The Automaton
  7. Apotheosis
  8. The Great Dissonance
  9. Ouroboros
  10. Clockwork

Tilføj kommentar