Necromandus - Necromandus

Necromandus

Udkom

Type:Album
Antal numre:11

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Tidsrejsen 2017

Så er der dæleme dømt en tur tilbage i tiden med engelske Necromandus. Bandet startede i, hold nu fast, 1968, hvorfra de begyndte at spille rundt omkring og blandt andet var opvarmning for navnkundige Earth, der jo morphede til Black Sabbath. Necromandus’ debutskive, Orexis of Death, blev indspillet i 1973 med en vis Tony Iommi som guide, og han spillede endda et par soloer på skiven. Der skete en masse i de år, og blandt andet forlod et medlem bandet, hvilket fik pladeselskabet til at skrinlægge projektet, og Orexis of Death endte med at ligge i en skuffe indtil 1999. I dag er der kun ét af bandets originale medlemmer, trommeslager Frank Hall, som er i live, og han har allieret sig med nogle yngre medlemmer for at indspille Necromandus-skiven, der er et miks mellem nye og ældre nummer, som jeg sidder med her!

Black Sabbath goes Queen goes…

Ikke overraskende lyder Necromandus meget som tiden dengang. Her er dømt festlig hard rock med blues-rødder og Queen-agtig storladenhed, uden det overhovedet tåler sammenligning med Freddy og drengene. Dette er lyden af 70’erne i en opdateret version, uden på nogen måde at lyde det mindste moderne. Her er store keyboardflader, hammondorgel, Black Sabbath-inspirerede riffs, blues-rundgange og en fin vokal på toppen. Mange vil sikkert mene, at det lyder outdated her i 2017, og det gør det måske også, men så længe, der er substans bag, er det i mine ører lidt ligegyldigt.

Heavy metal…

… vil det nok være en tilsnigelse at kalde Necromandus, men de har rigtigt mange elementer fra det, der udviklede sig til NWOBHM. Kan man lide bands som tidlig Black Sabbath, Earth, Budgie og lignende, tror jeg helt sikkert, man vil kunne finde nydelse i skiven her. Skal vi nævne nye bands, der kunne lægges lidt i samme kurv, tænker jeg svenske Horisont og til dels Ghost eller danske Grusom – dog er Necromandus meget mindre heavy i deres udtryk. Jeg er super underholdt, når jeg lytter til Necromandus, men er ens musikalske interesse ovre i blast beats, forskruet teknikalitet, growls og brutalitet, så er der sandt for dyden ikke meget at komme efter! Som en fodnote: Coveret på pladen er helt sindssygt flot – rigtig kunst og ikke noget Photoshop-halløj!

Tracklist

  1. Dont Look Down Frank
  2. Alauna
  3. Limpert Man
  4. Hymn To Her
  5. I've Been Evil
  6. Gargoyles Awake
  7. Scream
  8. Borderlands
  9. The Warriors
  10. Hardknott
  11. And She Smiles

Tilføj kommentar