Græsk metal er ikke hvad det har været

Nøgne mænd, dameglade guder og salt ost i tern.

Grækenland er som bekendt civilisationens vugge, de har patent på ca. halvdelen af alle ord og har opfundet den bedste fuldemandsdans siden polkaen. De har OL og filosoffer galore på samvittigheden og har et pantheon, der den dag i dag gennemsyrer den fascinerende kulturarv, de har at byde på. Når det så er sagt, så kan de også prale af en levende metalscene, der har givet os bands som Rotting Christ og Septicflesh.

”Quality is not an act, it’s a habit.”

Desværre er det ikke noget, man kan tilskrive Murder Made God. De spiller teknisk dødsmetal af den hurtige og brutale slags. Ingen dikkedarer eller fancyness, bare et band og deres trommemaskine. Og der rammer vi hovedet på et af sømmene i den ligkiste, jeg på bedste IKEA vis har samlet til dem. For jeg bliver lidt sløj i kanterne, når vi når dertil, hvor man mener, det handler om tempo frem for indhold, og man sætter et stik i en maskine, der så høvler beats ud, der næsten matcher en kolibris hjerteslag. Jeg VED godt mange bands benytter sig af det for at kunne nå og fastholde et tempo, der matcher musikken. Og jeg er en sucker for tempo og dobbeltpedal, men jeg kan altså bedst lide, når det er et menneske på den lille stol. Så må man enten sætte tempoet ned eller øve sig i at spille hurtigere. Jeg kan sagtens blive snydt af lyden, jeg har ikke næse for den slags normalt, men det er så sørgmodigt tydeligt på Enslaved, at jeg næsten synes det er pinligt.

Hvis man stikker deres forrige album et lyt, vil man opdage, at ikke meget har ændret sig på de godt og vel tre år, der er gået siden sidst. Det er præcis det samme igen, masser af blastbeats og en dyb growl, der dog er ganske hæderlig. Men så er der altså heller ikke ret meget mere pænt at sige. Jo, ”Subject 666” får mig til at stoppe op og lytte efter. Resten af albummet bliver til en stor homogen masse af generisk død, og jeg bliver hurtigt træt af at høre den ene sang efter den anden, der lyder enten præcis som den forrige, eller som de vrede super-veganere ovre i Man Must Die. (De har vist i øvrigt den samme trommeslager..)

“Oh, wonder! Even in the house of Hades there is left something, a soul and an image, but there is no real heart of life in it.”

Der er ikke ret meget at sige om den her skive. Den er ok, de spiller godt sammen, der er godt flow i deres musik, men den kliniske tromme skærer for meget i ørerne, og de mangler virkelig noget, der gør deres musik til deres egen, i stedet for bare et fejlslagent forsøg på at fusionere old school med teknisk død. Charmen fra den gamle skole udebliver og den tekniske del mangler virkelig teknikken. Det hele ender med at være en steril og tandløs omgang, jeg ikke føler har beriget mit liv på nogen måde.