Mellowtoy - Lies

Lies

· Udkom

Type:Album
Genrer:Nu Metal, Alternativ metal
Antal numre:12

Officiel vurdering: 4/10

Brugervurdering: 1/10 baseret på 1 stemme.

En komplet unødvendig og overflødig tur tilbage i tiden

Italiensk oldschool metalcore

Stærkt inspirerede af den type nu-metal og metalcore, vi husker fra de sene 90’ere og tidlige 00’ere, blev italienske Mellowtoy dannet i 2002.
Der er gået hele fem år siden deres sidste udgivelse, men nu er de aktuelle med deres fjerde full-length, Lies.

Super produktion redder ikke tyndt album

Når et band som Steel Panther tager os tilbage til 80’ernes glam-dage på Sunset Strip i Los Angeles, så er det fedt, cool og sjovt. Når Blues Pills tager os med på rejse tilbage til de flippede 70’ere, er det ligeledes fedt og også groovy og dejligt syret. Men når Mellowtoy tvinger deres lyttere tilbage til de sene 90’eres radiovenlige flødebolle-heavy, så føles det bare helt forkert. Men hvorfor? De gør jo egentlig mange ting rigtigt?

Lies er produceret af Marco Coti Zelati (Lacuna Coil), mixet af Kyle Hoffmann (P.O.D., Bush, m.fl.) og mastereret af ingen ringere end Howie Weinberg (Pantera, Deftones, Limp Bizkit), og det er tydeligt fra start, at det er nogle uhyre kompetente folk, der har siddet bag pulten. Lyden er tyk, tung og tæskegod, og med gæsteoptrædener af bl.a. Christian Machado fra Ill Nino, er der lagt i kakkelovnen til en super fed plade. Men det er det bare ikke… Der er absolut intet nyt at komme efter i forhold til den temmeligt anstrengende bølge af nu-metal og metalcore, der døde for lidt over ti år siden. Samtlige klichéer, tilsat lidt rapcore hist og pist, bliver fyret af i gentagne kaskader af næsten ens numre, og selvom et par riffs her og der egentlig er cool nok, så er det bare hørt alt for mange gange før.

Hvad gør Mellowtoy forkert?

Måske er det fordi årtusindskiftets poppede radiometal ikke er gammelt nok til endnu at være retro-fedt? Måske er det, fordi undertegnede aldrig rigtig hoppede med på "Limp Bizkit og alle dem der ligner"-vognen? Måske skyldes det noget helt tredje? Uanset hvad, så føles denne musikalske tidsrejse på ingen måde nostalgisk. Kun lidt irriterende og temmelig ligegyldig.
Selvom Mellowtoy følger opskriften til punkt og prikke, er der bare intet rigtig interessant ved Lies - trods det imponerende team, de har i ryggen. Når alt kommer til alt, må man konstatere at, en frysepizza stadig bare er en frysepizza, også selvom det er alle kokkene fra NOMA, der putter den i ovnen.

Tracklist

  1. Nitro DK
  2. Lies
  3. Visions
  4. Destroy Yourself
  5. Reflections
  6. Dead Colours
  7. Faded Promises
  8. Chain Reaction [feat. Cristian Ma]
  9. Humans Are A Plague On Earth
  10. A Letter From The Past
  11. Bright New World
  12. S.A.T.A.N.