Megalomania 999 - Music For The Moshpit

Music For The Moshpit

Udkom

Type:Demo
Genrer:Thrash metal, Metalcore
Spilletid:9:33
Antal numre:2

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: 7/10 baseret på 1 stemme.

I disse tider hvor dansk metal virkelig rider på en god bølge, kan jeg snildt forstille mig at Megalomania 999 er blandt de næste der hiver en velfortjent pladekontrakt hjem. For sandt at sige fejler kvaliteten herpå intet, om end to numre er lige lovlig fedtet til at kunne kaste en endelig dom af sig. Nu har jeg godt nok aldrig selv oplevet bandet live, men hvis resten af deres kompositioner besidder samme gennemslagskraft som de to numre herpå (og deres liveshow følger trop), ser jeg absolut ingen grund til bekymring.

Musikalsk beskrives bandet som "music for the moshpit", hvilket vel er ret rammende – men mere præcist er der tale om tung og groovy thrash, med en pæn sjat hardcore, metalcore og deathmetal henover. Sidstnævnte genre dog mest på grund af Nikolaj Balle's dybe growl, der fint supplerer Ricky Christensen’s mere melodiske vokal (der til tider giver mig associationer til Machine Head’s Rob Flynn). Som det tydeligt fremgår bevæges der rundt i flere stilarter, men heldigvis bliver det aldrig en rodet lytteoplevelse, og den sammenkogte ret fremstår derfor ganske appetitlig. Samlet set virker de nemlig rigtig godt sammenspillet, og alt i alt lader det til at bandet har en klar vision om hvad de vil. Dette kommer også til udtryk med det flotte digipack cover, samt ikke mindst den professionelle produktion som Tommy Hansen (Helloween, Illdisposed, Pretty Maids, Beyond Twilight, Wuthering Heights, Hatesphere etc.) er ansvarlig for. God lyd koster som bekendt knapper, men hellere to numre med nosser, frem for ti med mødding. Den filosofi har Megalomania 999 heldigvis fattet, og jeg håber derfor at deres anstrengelser kommer til at bære frugt. Derudover kan det nævnes at bandet netop er i gang med at færdiggøre en video til nummeret "Selfishness", og at der allerede er fremskredne planer om endnu en video her til foråret. Så man må sige at Megalomania 999 er fremme i skoene, og gør en indsats for at visualisere deres navn.