DETEKTOREN

Sickseed, 2 Ton Predator og Megalomania 999

Posten, Odense C

Endnu en gang havde jeg overvurderet mine evner på en cykel, og så i denne kolde tid. Jeg var kommet for sent afsted og nåede dermed heller ikke min aftalte. Da jeg ankommer fem minutter for sent, står min kammerat og venter. Jeg undrer mig over, at de andre vi skulle mødes med ikke er dukket op, men de har tydeligvis tænkt sig at gå glip af god metal. Efter at have stået i kø i længere tid end normalt, kommer jeg hen til billetlugen og så kan de ikke finde mig på listen. Heldigvis kunne en venlig medarbejder huske, at hun havde set mit navn på listen over gæster, så jeg slap ind.

Knap nok har jeg afleveret min jakke før klokken slår 21 og Sickseed er klar på scenen. Med deres Meshuggah-prægede metal brager tonerne ud gennem højttalerne og en energisk, men tilsyneladende nervøs forsanger med et dødt blik i øjnene og en tendens til at virke lidt prætentiøs, brøler højt til alles fornøjelse. Dog lyder han som et nervesammenbrud, når han synger rent. Der er ingen tvivl om, at Sickseed er kommet for at skyde den af for fuld skrue. Dynamikken er der og den lægger bare endnu vægt på deres hårde, musikalske udtryk med de fede riffs. Som altid er lyden på Rytmeposten god og det gælder hele aftenen, takket være Ricky Kærsner.

En ting, som ærgrer mig ved Sickseed er, at deres musik ikke kommer ud over scenekanten. Jo, i bogstavelig forstand, for deres forsanger hoppede op til flere gange ned fra scenen og growlede løs. Dette kunne også kun lade sig gøre i kraft af deres manglende crowd-control. Folk var ikke med oppe foran, men i stedet for at bruge tiden, hvor der ikke blevet sunget, til at få folk op foran scenen, valgte Sickseed’s forsanger at bruge tiden på at svinge med mikrofonen, hvilket ikke lykkedes med bedste resultat. Blandt andet da han ramte en monitor med mikrofonen. Det var en skam, at Sickseed ikke var på toppen og publikum ligeså, for deres musik er rigtig fed.

Mens vi venter på de svenske metallere 2 Ton Predator, som jeg personligt har glædet mig meget til at se, tager vi et smut i baren, hvor en frisk og frejdig bartender sørger for, at vores halse ikke bliver tørre hele aftenen igennem.

Endelig indtager 2 Ton Predator scenen og der er lagt i ovnen til en ordentlig røvfuld. Deres set list er godt sat sammen og crowd-control’en er der nu. Publikum er varme og nu skal der rulle hoveder. Jeg vidste på forhånd, at jeg ville høre hård metal med et godt flow og en anelse swing i, men live er de bare meget federe. Bandet er på konstant og allerede efter første sang er trommesættet ved at falde sammen og der må teknisk assistance til for at redde deres set.

2 Ton Predator er unægtelig en samling ekstremt dygtige musikere og de ved, hvad det er de laver. Deres guitarist minder mig om Jesper Strömblad fra In Flames, men de er jo også begge svenskere. Hvorom alting er, så håbede jeg inderligt på, at 2 Ton Predator ville spille ’Bone Brigade’, men jeg syntes ikke at kunne høre den karakteriske basgang, der indleder dette formidable nummer. Jeg har sammen med mine to kammerater – en ekstra kammerat ankommer under 2 Ton Predators set – bevæget mig ned bagerst i lokalet, hvor vi står og nyder en øl til den gode metal. Pludselig hører jeg den savnede bas og jeg hælder øllen ned i halsen, smider glasset over skulderen og kaster mig gennem den ustyrlige mængde af mennesker, for derefter at klemme min lille krop ind mellem folkene foran scenen og kaste mit hoved i takt til musikken. Inden jeg får set mig om, er en usandsynligt stor (i forhold til mig) fyr på vej til at hoppe ud fra scenen og han har udset mig som sin madras. Jeg når ikke at reagere på andre måder end at dreje hovedet, før hans store korpus klasker ned over mig og vi vælter baglæns, men vi overlevede begge to.

Ventetiden bliver nu lang. 2 Ton Predator har forladt scenen og vi venter alle på aftenens sidste band, Megalomania 999. Tiden bruges konstruktivt og det kan kun gøres et sted, nemlig i baren.

Da Megalomania 999 langt om længe indtager scenen, bliver det tydeligt for mig, hvem folk er kommet for at se i aften. Publikum er på toppen nu og klar til at skyde den af i et sindsforvirrende tempo sammen med Megalomania 999. Bandet er på imponerende vis braget frem på den danske metalscene på kort tid og har skabt sig et fantastisk ry. Jeg er dog umiddelbart ikke imponeret, da guitarernes riffs forsvinder fuldstændigt i helhedsindtrykket, hvilket er en skam, da musikerne i bandet ellers er ganske talentfulde. Særdeles imponeret er jeg over Ricky Christensen (vokal) og Andi Holm (trommer). Jeg har kendt Ricky gennem længere tid, men har aldrig rigtigt hørt ham spille eller synge før, men jeg må sige, at det helt sikkert har været værd at vente på. Den gut synger og growler fantastisk. Andi har jeg hørt meget om og han er nærmest blevet en levende legende i det odenseanske metalmiljø, som en ufatteligt dygtig trommeslager og det skal siges, at han lavede en fantastisk god præstation.

To forsangere er set før, men det er ikke det normale. Megalomania 999 har taget denne "trend" til sig og de udnytter klart denne fordel, hvor en god kemi udspilles de to forsangere imellem. Man forestiller sig nærmest konversationer tage deres gang og der udspiller sig også en gang imellem et lille "drama" mellem disse to. Dog synes jeg, at Nikolaj Balle er en smule ensformig i hans ellers yderst brutale brøl af et metalgrowl.

I løbet af deres set trækker jeg mig tilbage til baren, igen, og observerer forløbet her fra. Efter at have kigget væk et øjeblik, kigger jeg tilbage mod scenen, hvor et forunderligt syn møder mig. Nikolaj Balle drikker vand. Jeg har aldrig set den mand med andet end en øl i hånden. Hvad der efterfølgende skulle chokere mig allermest var, da han hældte noget vand ud over publikum. Om det var til de tørstige eller blot nogle uskyldige kunne jeg ikke se, jeg vil lade tvivlen komme ham til gode, men vand blev der hældt ud. Jeg synes, det er fedt gjort, men paradoksalt nok husker jeg, at Nikolaj Balle tidligere på året var i heftig debat med Anomaly’s forsanger, hvor Nikolaj advarede kraftigt imod at hælde vand ud over publikum, da det nemt kunne ende med en grum gang øretæver, hvis man ramte de forkerte typer, men jeg så ikke nogle voldelige udfoldelser denne aften.

Min opmærksomhed forsvinder et øjeblik fra scenen og pludselig er hele aftenen slut. Megalomania 999 har smadret publikum og alle er nu på vej hjem eller videre i byen efter en fortræffelig aften. Jeg bevæger mig tilfreds ud i det odenseanske natteliv sammen med mine kammerater i jagten på flere øl.

Kommentarer (9)

vox of lee

Indlæg: 1

HMMM... der bliver på aldrig

HMMM... der bliver på aldrig noget tidspunkt sunget i Sickseed, der blev nu brugt Spoken words, hvis anmelderen er bekendt med hvad det er ?

M/h sickseed voxen

Martin

Tidligere anmelder

Indlæg: 47

Jeg er udmærket bekendt med,

Jeg er udmærket bekendt med, hvad 'spoken words' er, men I bør måske overveje, hvordan dette lyder i kontekst.

Mr_Rotten

Mr_Rotten

Indlæg: 48

Martin du glemmer vist at der

Martin du glemmer vist at der var forskel på omstændigheder med vandet. Der var en stor(efter posten forhold) moshpit hvor det er pisse varmt og der kan det sgu være dejligt forfriskende at få noget vand og da disse folk ligefrem bad om det, ja så skulle de da også have det!!!

og skal jeg være helt ærlig synes jeg det er lidt plat at du skriver den slags, det er lidt at misbruge din magt som et skrivende onlinemedie. Jeg ville aldrig nævne den slags da det er at sætte sin egen troværdighed og "credibility" på spidsen.

nå det er en gammel sag, så lad det nu ligge.

Martin

Tidligere anmelder

Indlæg: 47

Som jeg også skriver i

Som jeg også skriver i anmeldelsen, lader jeg tvivlen komme dig til gode, hvilket jeg ud fra din kommentar kan se var meget fornuftigt. Ellers havde jeg hængt dig ud for noget usandt.
Grunden til jeg nævnte var sådan set, at det kom som et virkelig stort chok for mig.
Men som du selv siger, det er en gammel sag, så jeg synes også vi skal lægge det bag os og komme videre. Vi er trods alt under den samme sorte hue, som du selv har nævnt tidligere :)

Mr_Rotten

Mr_Rotten

Indlæg: 48

ja, der er ingen grund til at

ja, der er ingen grund til at diskutere det her til døde. Livet er for kort til småting! Næste gang du er til metal i Odense, så hils så drikker vi sgu en pils!

Men så vil jeg da også lige være flink og komme med lidt konstruktiv kritik af dine koncertanmeldelser. Du er slem til at skrive at DU fik slæbt en flok folk med til koncerten, det er der ingen til at skrive da det får dig til at lyde selvfed og fjerne fokus fra selve anmeldelse, da det godt kan virke som et irritationsmoment. Hmm...der var noget mere jeg ville sige, men er lige stået op så har glemt det igen. Jeg skriver lige videre når jeg kommer i tanke om det, haha

Mr_Rotten

Mr_Rotten

Indlæg: 48

nåja! Jeg vil opfordre dig

nåja! Jeg vil opfordre dig til at lade være med at skrive om dine personlige forhold til diverse musikere, da det hurtigt kan få dig til at virker usaglig og kan være påvirket.

Der er heller ingen grund til at skrive Ricky's navn som lydmand, dette gør dog ikke noget. Det ser bare underligt ud i mine øjne.

Men bliv endelig ved med at skrive om hvor mange bajere du drikker, det skal der sgu til i enhver knocertanmeldelse, haha.

Martin

Tidligere anmelder

Indlæg: 47

Det kan du tro jeg vil gøre!

Det kan du tro jeg vil gøre! Jeg prøvede faktisk at fange dig sidst jeg så dig på Rytmeposten, men så var du pludselig væk. Næste gang kommer jeg hen og drikker en pilsner med dig.

Tak for kritikken. Jeg skal huske på det til næste gang. Jeg kan godt se, hvad du mener med den meget personlige tilgang, så jeg skal gøre, hvad jeg kan for at begrænse mig :)
Det med Ricky som lydmand synes jeg dog er vigtigt, da han laver utroligt god lyd, men jeg tror jeg forstår, hvad du mener.

Mr_Rotten

Mr_Rotten

Indlæg: 48

Jeps, men bare husk at

Jeps, men bare husk at forholde dig til det der er relevant for læseren. Det er jo ikke noget du skriver til dig selv. Men bare husk at forhold e dig til det faktuelle og ikke for maneg svinkeærinder. Ellers ser det sgu fin nok ud det du skriver.

Martin

Tidligere anmelder

Indlæg: 47

Jeg husker på det. Tak for

Jeg husker på det. Tak for det. Det er altid rart at få noget kritik på ens arbejde, så man kan gøre det endnu bedre...

Tilføj kommentar