Mastodon brillerer med deres mest rockede udgivelse til dato

Mastodon er et Atlanta-baseret metalband dannet tilbage i 2000. Man kan roligt sige at det er et band der er svært at beskrive: De har tydelige træk fra amerikansk sydstats-sludge, samtidig er de inspireret af thrashmetal, psykedelisk 70’er rock og sågar country/bluegrass musik. Bandet har en meget distinkt lyd, og har ikke bare én, men TRE leadvokalister der alle synger vidt forskelligt. 

Progression

Mastodon er desuden et progressivt band i mest bogstavelige forstand; hvert eneste nye album i deres næsten fejlfri diskografi, lyder markant anderledes fra det foregående. Fra deres math’ede debutalbum, Remission, til det konceptuelle Leviation-album, og fra deres hyper progressive og jazzede Blood Mountain, til det melodiøse og samhørige magnum opus, Crack the Skye fra '09. Mastodon har som band – og som fænomen – undergået radikal udvikling, men stadigvæk formået at bibeholde den 'Mastodoniske' lyd, der gør dem til et helt enestående band.  

I 2011 valgte Mastodon igen at begive sig i en markant anderledes retning. Med udgivelsen The Hunter begav bandet sig væk fra deres mere eksperimenterende og konceptuelle tilgang til at lave albums, og begyndte i stedet at fokusere på at lave sange der var komprimerede og mere overkommelige. De fleste numre på The Hunter  er meget vers-omkvæd baserede, og varede højest fem minutter i længde. Dette var et træk der fremmedgjorde en del fans, der mente at bandet solgte ud og blev for radiovenlige. 

Mastodon er nu på banen med et monster af en opfølger (bare se på albumcoveret alene!). Man kan godt argumentere for at Once More ’Round the Sun fortsætter hvor The Hunter slap; på dette nyeste album er sangene nemlig korte, melodiøse og skåret ind til benet. Men med dette album, er det som om at Mastodon har fundet den perfekte balance mellem at lave komprimerede rocksange, og samtidig bibeholde deres karakteristiske lyd og eksperimenterende idéer. 

Næsten så himlen løfter sig

Albummet starter virkelig godt ud med nummeret ”Tread Lightly” – et fantastisk track og en af de bedste åbninger i Mastodons diskografi. Bassen er rumlende og guitarriffsne tordner derudaf, hånd i hånd med Brann Dailors groovende trommearbejde. Produktionen er virkelig spot on; den er skarp uden er være overproduceret, og mudret uden at være utydelig. I første omgang er det bassist/frontmand, Troy Sanders, der tager vokalføringen. Hans stil er kraftfuld og fremdrivende som man kender den, men samtidig med tydelig sans for melodiskrivning. I hooket åbner nummeret sig virkelig meget op når trommeslager Brann akkompagnerer med sætning ”Open your eyes, Take a deep breath and return to life” - det er næsten så himlen løfter sig! Mastodon beviser her fra første minut, at de bestemt ikke har mistet deres naturlige evne til at skrive gode sange, med masser af saft og kraft 

Efter denne monstrøse åbner, kommer der to "hits" i træk: ”The Motherload” har man måske set den meget omdiskuterede musikvideo til; her bliver to meget usammenlignelige fænomener sammenført, nemlig twerking og sludgemetal... hmm..? Nummeret er der dog ikke noget mærkelig over, og udover et 70’er-rock inspireret psykedelisk c-stykke, er ”The Motherload” en helt ligefrem rock sang, og har en ørehænger af et omkvæd, sunget af Brann Dailors spæde tenor, ”Thiiis time, this tiiiime”.

Næste nummer er ”High Road”, som også er den første single der blev offentliggjort fra albummet. Igen er det en ligefrem vers-omkvæd-vers opsætning.. Men hold kæft hvor det fungerer! Riffet er tungt og mudret, og de vokale præstationerne er helt i top. Samtidig med at det et simpelt nummer der kan skråles med på, er det en sang med masser af substans og groove. Generelt er vokalarbejdet virkelig imponerende på denne nyeste plade, både når det kommer til at lave kreative melodier, men rent teknisk er det også virkelig stærkt.

Sidste halvdel

Som det efterhånden forventes af Mastodon, er der ikke en eneste dårlig sang på dette album. Dog må jeg sige at sidste halvdel, er der hvor Mastodon virkelig overgår sig selv. Hør f.eks. bare et nummer som ”Aunt Lisa” - det er simpelthen flydende prog-guld! Bandets riffmaster Brent Hinds har tydeligvis fået frit rum til at udfolde sit maniske guitar arbejde, eksempelvis i introen der er et kaos af kreativitet.  Udover at være spækket med gode riffs, leges der konstant med skift i taktart, der er nogle gode vokalmelodier, og den er dæmoniske screamvokal  i omkvædet er bare spot on! Dette nummer er - efter min holdning - på listen over Mastodons absolut mest interessante numre. Det eneste minus (for nogle fans) ved denne sang, er den spøjse gæsteoptræden af pige punk-bandet The Coathangers, men selv dette virker godt som en sjov gimmick.
"Asleep in The Deep" er et af de mere tilbagelænede og følsomme numre på pladen, og giver igen luft til en masse vokal arbejde, især Brann får lavet nogle rigtig gode melodier her. 
"Ember City" er virkelig velkomponeret  og indeholder et af de bedste hooklines og mainriffs på albummet. 
Et er andet nummer der lige er værd at nævne er "Halloween". Der er nogle seriøse stadionrock-vibes over det track, især i lead-introen. På de fleste af numrene er det Sanders og Brann Dailor der tager leadvokalen, med på "Halloween" får Brent Hinds lov til at synge mere, og gør det rigtig godt. Nummeret viser også nogle veltrimmede breaks hen i mod slutningen.. de er lidt overraskende ved første gennemlytning, men fungerer udemærket.  

Afslutning savner mere udvikling

Pladen slutter af med det syv minutter lange "Diamond In The Witchhouse", der traditionen tro har Neurosis' frontmand Scott Kelly med som gæstevokalist. Resultatet bliver et repetativt og hypnotisk nummer, der bliver ved og ved med at bygge op, men aldrig ligesom når til et klimaks. Troy Sanders leverer på dette nummer en af sine mest overbevisende vokalpræstationer, og sammen med Scott Kelly komplimenterer de to brølende frontmænd hinanden rigtig godt. Der er potentiale i det her nummer, men jeg føler godt at det kunne have udviklet sig endnu mere, og det er en lidt tom følelse man sidder tilbage med når det slutter. 

Huller fra forrige plade repareres med Once More 'Round The Sun

Med '11s The Hunter og nu med Once More 'Round the Sun, har Mastodon valgt at rejse ned af en ny sti, hvor de udforsker hvad der kan komme ud af at gøre deres sange simplere, og holde sig fra de længere og mere komplekse kompositioner. De elementer som måske ikke virkede helt optimalt på The Hunter, lader nu til at være faldet på plads med denne udgivelse. Med Once More 'Round the Sun formår Mastodon at forenige deres nye tilgang til sangskrivning, med den energi og kreativitet, som fans kender og elsker fra ældre udgivelser som Remission eller Blood Mountain. Det er en ting at sælge ud og begynde at lave radio-pleasers, det er en anden ting at koge sit materiale ind til benet og skrive potente rocksange, der rent faktisk fungerer.. Dette job mener jeg at Mastodon klare med denne nyeste plade. Det må indrømmes at jeg selv stadigvæk savner noget af den kontinuitet og komplekse sangskrivning, der gjorde et album som Crack The Skye så fantastisk. Once More 'Round the Sun er i langt højere grad et klassisk rockalbum, der fokuserer mere på de enkelte sange. Men man må sige at de sangene er der 100% denne gang, og det er imponerende hvor overbevisende et resultat Mastodon har fået med et album at denne her karakter. Jeg efterlades nu som fan på kanten af mit sæde, spændt på hvilken retning de her gutter vælger at gå næste gang. Overbevidst om at jeg ikke bliver skuffet. 

Husk at Mastodon spiller i Vega den 15. December - med dette nye album frisk på nethinden, bliver det et brag af en koncert 

High Road er første single Mastodon offentliggjorde fra det nye album: