Tredje gang er lykkens gang
Marco Mendoza er gennem sin karriere blevet hevet ind i flere legendariske rockbands end de fleste andre og har dermed et af de mest imponerende CV’er inden for rockmusikken. I tyve år spillede han on and off med Thin Lizzy, hvor han havde den enormt krævende rolle at efterfølge basgeniet Phil Lynott. Dernæst var han med til at danne Thin Lizzy spin-off-bandet Black Star Riders. Fra 2000-2003 var han fast medlem hos Ted Nugent og desuden har han også turneret med Whitesnake. På trods af denne imponerende forhistorie har hans solokarriere, og de to tidligere studiealbums den har spyttet ud, aldrig fået nogen videre opmærksomhed. Efter at have gennemlyttet hans nyeste album sidder jeg dog tilbage med en følelse af, at den tid vist snart er omme!
Viva La Andersen!
Mendoza har i denne omgang valgt at rejse hele vejen fra det solrige Californien til det tusmørke Danmark for at arbejde sammen med Søren Andersen. Andersen spiller en stor rolle på albummet, hvor han påtager sig rollen som både producer, guitarist, korsanger og medforfatter af tekst såvel som musik. Dette samarbejde fungerer intet mindre end formidabelt! Titlen Viva la Rock er passende og viser, at der er kommet nye boller på suppen efter den sidste udgivelse, Casa Mendoza. På den udgivelse var det nemlig mest genrer som funk, jazz og soul, som gav sig til kende. Viva la Rock er derimod intet mindre end ren og skær rock, og det er endda af den type, hvor det lyder bedst. Her hører man særligt Andersen træde ind og de, som kender noget til hans fortid som solomusiker og guitarist/sanger i Electric Guitars, vil let kunne mærke hans aftryk på pladen. Større fans af Mendoza vil derfor måske kunne blive skuffede, da dette er mindst ligeså meget en Søren Andersen plade, selvom hans navn ikke står skrevet på. Dette betyder dog ikke, at Mendozas rolle er ligegyldig på dette udspil. På tidligere plader har fokuset mest ligget på hans tekniske kunnen som bassist, hvilket der bliver lagt lidt mere skjul på her. Til gengæld får vi lov til at opleve hans evner som sanger i en væsentligt højere grad og efter at have hørt pladen igennem får vi også bevist, at han har en ganske udmærket stemme, der supplerer sangene godt.
Selvom dette er en langt mindre eksperimenterende plade end Casa Mendoza, bliver vi stadig kastet lidt rundt i rockens univers. Hvor sange som titelnummeret og “Burned” er mere af den traditionelle hard rock lyd, bliver der dog stadig plads til andre inputs. Den obligatoriske ballade findes i sangen “Leah”, som må formodes at være en hyldest til Mendozas kone af samme navn. Modsat de sentimentale følelser i førnævnte sang bliver vi også udsat for mere makabre emner i sangen “Rocketman”, som er en sang om ubådsmorderen Peter Madsen. Stemningen bliver dog hurtigt løftet med hornmusik og funk guitar på det næste nummer, “Sweetest Emotions.” Sidst, men ikke mindst, skal det også nævnes, at Mendoza lægger en lille hyldest ind til hans tidligere samarbejdspartnere. Det bliver til to covers på pladen af henholdsvis “Chinatown” (featuring Mike Tramp) af Thin Lizzy og “Hey Baby” af Ted Nugent. Dette virker dog kun fedt, da sangene passer godt ind på pladen og det viser en ydmyghed over for hans tidligere bandkammerater.
Mendoza på rette spor
Mendoza laver som sagt et markant genreskift på denne plade og bevæger sig dermed længere tilbage til hans rødder i den tungere rock. Albummet er gennemarbejdet og på trods af at den er mindre eksperimenterende end tidligere udspil, kommer vi bredt rundt i den store rock-manege. Alt i alt et stærkt udspil, der viser fornyet energi og et solidt makkerskab mellem ham og Søren Andersen. Et album, man ikke bør snyde sig selv for her i 2018!
