Et lys i mørket?
Danmark er et lille land med en lille befolkning. Trods dette er vi et land med forholdsvis mange metalbands. At de fleste af dem så primært spiller de samme to-tre genrer, og størstedelen lyder forbløffende ens, er en anden side af sagen. Derfor er det altid med en vis skepsis, at jeg sætter musik på fra helt nye danske bands, da ingen reelt set orker endnu et Ild-i-posen-jam eller et generisk metalcore-band, der tror, at grydehår og breakdowns er det samme som en musikalsk identitet. I: Som et lys i natten, må vi alle finde frelse er det første udspil fra den dugfriske duet Lysbaerer bestående af d’herrer Thomas Mascagni (Lamentari, Sunless Dawn) og Jamie de la Sencerie (Lamentari) – og her er hverken grydehår eller bølledød. Derimod er der melankoli nok til at gøre selv Ole Henriksen deprimeret samt et lydbillede, der er relativt uudforsket her i vores lille andedam. Spørgsmålet er så, om denne færd ned ad den ubetrådte sti er umagen værd, eller om projektet her ender i grøftekanten – forglemt og fortabt.
Et strejf af vafler og sachertorte
Nok er Lysbaerer et nyt projekt, men de to herrer bag er bestemt ikke uerfarne, og deres generelle musiske gøren og laden er da også af den slags, som vi har smidt mange roser efter. Så trods min skepsis over for dansk metal generelt forventede jeg hverken at blive skuffet eller frastød af Lysbaerer. Og det faktum, at bandet har en lyd, som man nok mere ville tro, kom fra de tysktalende lande, gjorde det kun endnu mere interessant. Især bliver der da sendt hilsner imod Belgien og landets stolte sønner Wiegedood, men der kan også nemt trækkes kulsorte tråde til de østrigske weltschmerzmestre Ellende.
Så ganske vist er det black metal, men der er ikke meget Satan eller corpsepaint over det her projekt; i stedet kommer mørket fra de jordiske lidelser, vi alle kender til. Her hedder Apokalypsens fire ryttere ikke Døden, Sult, Krig eller Erobring, men i stedet Afsavn, Sorg, Depression og Mindreværdskomplekser. Bandet lægger da heller ikke skjul på, at musikken er inspireret af egne personlige nedture. Eksempelvis er det fremragende nummer ”Forglem mig ej” influeret af Mascagnis fødselsdepression – noget, jeg tror, de fleste nybagte fædre egentlig godt kan nikke genkendende til, hvis de rent faktisk tillader at give sig selv et sekund eller fem til at mærke efter. Musikken er tonstung og kulsort (især det hæsblæsende finalenummer ”Stjernernes hvisken”), men de post-metal-influerede melodier er alligevel med til at løfte det op på et niveau, hvor man med rette kan bruge floskler som ’æterisk’ og ’efemerisk’.
Dog er det ikke banebrydende, det, Lysbaerer har kreeret, selvom det er forholdsvist unikt på den danske metalscene. Men tillader man sig at kigge ud over vores grænser, ja, så bliver det betydeligt nemmere at finde bands, der lyder som dem – eller rettere omvendt. Mascagnis vokal bærer også præg af, at han hverken er en trænet eller øvet sanger. Personligt generer det mig nu ikke det store. Hans hæse og ukurante vokalstil matcher musikken ganske fint, og der er en sårbarhed og autenticitet i hans levering, på trods af at den til tider bliver en kende for skinger.
Fortsættes …
I: Som et lys i natten, må vi alle finde frelse gør ondt, men det er godt, for livet gør ondt, og smerte kan bringe katarsis på samme måde, som selv den mørkeste nat vil blive brudt af solens komme. Det lyder måske banalt, men hvad er livet hvis ikke banalt?
Der er ingen dybe tallerkner, der bliver opfundet her, og der er da også nogle skønhedsfejl hist og pist, ligeså kan man diskutere elementer som numrenes spillelængde og monotoni. Men i og med at dette er tænkt som første akt i en større fortælling, ja, så giver det hele måske først for alvor mening, når vi kan opleve hele balladen samlet. Men hvorom alting er, så ændrer det ikke på, at Lysbaerers debutudgivelse samlet set er mere end godkendt, og det virker ligeså til, at ambitionerne er tårnhøje – hvilket altid er prisværdigt. Så jeg er da, om noget, spændt på de næste to kapitler i sagaen.