LET - Sange fra Kælderen

Sange fra Kælderen

Udkom

Type:Demo
Antal numre:6

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Hvorfor et dansk band vælger at kalde sig LET, skal jeg lade være at filosofere videre over. Til gengæld vil jeg i denne anmeldelse filosofere over bandets nye EP Sange fra Kælderen, som kommer efter næsten 10 års pause. Bandet spiller, hvad de selv betegner som "hjemstavns-metal". En genre, som lyder hen i retning af Johnny Madsen og Johan Olsen på epo, tilsat lidt dunder og et par solide riffs. En gang hårdpumpet hardrock tilsat flere metalelementer. Bandet kommer fra Ribe, hvilket første sang "Mod Vest" kredser om. På dette nummer er der gæsteoptræden af Aphyxions growler Michael Vahl, som giver en sublim opvisning i, hvordan growl kan give rock et ekstra pift. "Mod Vest" er efter min mening skivens bedste nummer, hvilket dels skyldes Vahls gæstegrowl, men også fordi at der i dette nummer er hentet inspiration fra området hvor gruppen kommer fra, og man derved får en metallisk hjemstavnssang, som folkemusikerne ellers har haft patent på. Næste sang "Kælderen" handler om alle de tosser, som gennem tidens løb har holdt folk indespærret i kældre. Bandet har til denne sang kigget mod syd for at hente inspiration fra Kampuch- og Fritzl-sagerne, hvilket måske er grunden til, at der synges på tysk flere steder i sangen. Netop på tekstuniverset skiller Let sig ud, da alle teksterne er på dansk. På denne ene side er det fedt, at et metalband forsøger sig på dansk, men på den anden side må jeg indrømme, at det giver skiven et komisk islæt, som nok ikke er helt tilsigtet. Jeg ved ikke hvad det er, men jeg har svært ved at tage flere af sangene alvorligt, og når teksterne på flere numre er ret usammenhængende og uden dybere mening, har jeg svært ved at tage sangene til mig. Metal fungerer for mig bedst på engelsk, og jeg kan ikke lade være med at tænke på Red Warzawa, når jeg lytter til Sange fra Kælderen. Mit umiddelbare indtryk af LET med det pressemateriale, som bandet har udsendt er, at bandet spiller af lyst og glæde mere end for at blive taget alvorligt, og ud fra den kontekst har bandet et sin berettigelse. Skiven er let og lige til at høre, og da bandet er et hardrock band, kan de fleste være med. Alt i alt er Sange fra Kælderen et ganske godt indslag fra et band, som ikke tager sig selv alt for seriøst, og derfor fungerer skiven også som et afbræk fra de tungere genre og tekstuniverser. Derudover er det fedt, at Danmark har fået et hardrock band, da tekstmæssigt flere steder læner sig op af Johnny Madsen. Jeg må dog sige, at de danske tekster på skiven i længden bliver ret kedelige og trivielle, og man skal nok have bundet et par bajere før at LET for alvor rammer. Alligevel er Sange fra Kælderen en fin lille skive, som er god til dage, hvor man skal have smilet frem. Trackliste: 1. Mod Vest 2. Kælderen 3. Tungt 4. Dødvægt 5. Spil Død 6. Vintertid

Her er mit yndlingsnummer fra skiven Mod Vest.

Tilføj kommentar