DETEKTOREN
LET - Høstfeber

Høstfeber

Udkom

Type:EP
Genre:Hard rock
Antal numre:4

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Så er der LETtilgængelig dansk pop/metal/röck'n'röll til de sarte og mindre sarte ører – der er Høstfeber i luften, men vi ta'r det LET!

Introduktion

LET er et pop/rock/metal/whatever band med rødder i Ribe city, som hygger i kælderen med hjemmebrygget musik, danske tekster og god humor. Bandet diskede i 2012 op med EP'en Sange Fra Kælderen, der er at finde på iTunes og Spotify. De jyske gutter har spillet sammen siden 1991, hvor de dog huserede i Ribe & Omegns vilde natteliv under navnet "Bomb Squad", og spillede dét de selv kalder avantgarde thrash. Da de senere skiftede genre, blev navnet også skiftet ud til L.E.T., der var forbogstaverne i Ribe-drengenes efternavne. Nu er navnet så endt med at være LET, og jyderne har udgivet demobåndet Kold Jord Er Ond!, EP'en Sange Fra Kælderen og senest EP'en Høstfeber.

Gennemgang

EP'en Høstfeber, der er produceret i Grævlingegrotten af Asmus Thomsen & LET og masteret af Jacob Hansen, består af fire numre, der strækker sig over i alt ca. 15 minutter. Jeg må indrømme, at jeg blev en anelse forundret, da jeg hørte det første nummer, "Efterklang", første gang. Efter at have tjekket, om jeg på mystisk vis var landet på Pop FM kanalen, fandt jeg dog ud af, at den var god nok - det var virkelig et nummer, der hørte til den EP som jeg skulle anmelde… Nummeret "Efterklang" ligger genremæssigt et sted mellem Nephew og noget der minder om bandet Ibens, der i slutningen af 90'erne var oppe ved overfladen med numre som "Jeg Savner Min Blå Cykel" og "Dødssyg Søndag" (indrømmer blankt, at jeg ikke kender så mange bands i dén ende af skalaen anno 2014). Det har nok noget med de danske tekster, humoren og de høje toner at gøre, dog ligger LET i en mere elektronisk- og rock-præget ende af skalaen – "Efterklang" er et lettilgængeligt og friskt elektro-pop nummer med et strejf af rock, spiffet op med kølig vokal. Nummeret har intet med metal at gøre, men når det er sagt, så er det slet ikke så tosset! Og så er det Asmus Thomsens debut som sanger – hvilket han klarer til UG, selv i de lyse toner… Andet nummer, "Se Bort!", er lidt mere metal-præget, men stadig i den lette og elektroniske ende. Vokalen fungerer super fint, og den bli'r kun federe af, at der synges på dansk. Jeg kan rigtig godt lide den lethed, der er over musikken i kombination med vokalen, der lydmæssigt har en spændende effekt ind over. Teksten handler i øvrigt om bekvemmeligheden ved at rende rundt med skyklapper på, og vælge at overse andres problemer, hvilket nok er en opførsel vi alle kender til – fra enten den ene eller anden synsvinkel. "Tomt" er det tredje nummer på EP'en, hvor vi får en fin balance mellem tunge guitar riffs og lette soloer, finurlig elektro-præget vokal og et feminint indslag i form af et par vise ord omkring livets længde, korthed m.m. "Ørkenbid" er sidste nummer på EP'en – Og det er nu, jeg lige skal nævne trommerne, inden det er for sent! Selvom jeg har ævlet om pop, elektro osv., så skal jeg lige slå fast, at der også er en udmærket dynamik i trommerne. Om Jesper Lawaetz gør brug af dobbeltpedal, skal jeg ikke kunne sige – men der er i hvert fald udmærket slaw i stortrommen – og resten af trommesættet. "Ørkenbid" er nok det hårdeste nummer på Høstfeber, og så er det bare ét af de numre, der bliver hængende i knolden, og kører på repeat, selv når der er dødstille. Tjek nummeret ud nedenfor!

Konklusion

LET leverer med Høstfeber faktisk et par interessante bud på kommende radiohits, og så er de bare et friskt pust i den tunge, dybe og mørke metal-verden. LET har en humoristisk tilgang til sig selv, musikken og livet, og så gør de i øvrigt brug af både 7- og 8-strengede guitarer. Deres tekster omhandler både store og små issues, og jeg kan varmt anbefale et stalker-visit på bl.a. deres Facebook side, hvis du trænger til god underholdning og - ikke mindst - god humor. Tjek dem ud!

Tracklist

  1. Efterklang
  2. Se Bort!
  3. Tomt
  4. Ørkenbid

Tilføj kommentar