Igen og igen og …

Fans af Groundhog Day har beregnet, at Bill Murrays karakter gentager den samme dag i knap 34 år. Knap 34 år hvor hver evig eneste hændelse er en gentagelse af gårsdagens, og den eneste variation er, hvordan Murrays karakter reagerer på og interagerer med disse hændelser. Selv hvis du synes, at dit liv er ensformigt, så spreder det sig sandsynligvis over en større palet af gentagelser, end hvad der kan klemmes ind på 24 timer. Murrays dag i filmen kan dybest set koges ned til titlen på det odenseanske band DAWN:REPEAT, der netop er aktuelle med ep'en Rage & Ruin.

Ideer er ikke nok

Skal man gøre sig sjov på bekostning af genrevalget hos DAWN:REPEAT, så har netop metalcoren det også med at være en form for Groundhog Day – dette gør sig dog gældende for utrolig meget af metallen i sin helhed.

På overfladen kan det også være svært at se, præcis hvordan DAWN:REPEAT skiller sig ud fra resten af den danske metalcore-scene, hvor synths og guitar slås indædt om at være dominerende for breakdownet. “Whifo” har dog en ganske god dynamik mellem versets mere hardcore-prægede bøllebank og omkvædets melodiske leads. Formlen er ikke ny, med en godt skramlet bas som bund til leadguitaren, der søger mod større og mere melodiske himmelstrøg, men det er stort set det eneste tidspunkt, at DAWN:REPEAT giver sig kast med metalcore, der vil mere end bare råbe sine frustrationer ud under bruseren i fitnesscenteret.

“The Struggle Is Real” har for det første et frygteligt flow mellem sit løbe på stedet-riff og gumpetunge omkvæd. Dernæst lyder nummeret som et irriterende og så stereotypt afsnit af Håndvægte og Hjertesorger, at Hortonsagaen fremstår som en neglebider. Alene det at omkvædet åbnes med 'yeah, the struggle is real' i et alt for vredt og seriøst råb, er næsten tåkrummende. Sat sammen med andet vers, der åbnes med endnu mere stereotyp hård fyrs-lyrik: 'Every scar is a tale', og en solo, der har minimalt mere eksistensberettigelse end soloen på Evanesences “Going Under”, så er kampen for at komme igennem “The Struggle Is Real” faktisk ret reel. “Made For Nothing” retter en smule op på fejltagelserne fra “The Struggle Is Real”, men hele den polerede, synthede midtersektion mellem to gange Knocked Loose-bøllecore er som kaffe og kage med svigermor, klemt ind mellem dødløft af diverse motorblokke. Jeg forstår ærlig talt ikke, hvad DAWN:REPEAT vil. På ep'en finder man nemlig også “Let Me Out”. Pendulum-inspireret drum’n’bass spillet som pæn, melodisk metalcore. Det fungerer overraskende godt og er muligvis det mest mindeværdige fra hele Rage & Ruin, men samtidig bryder nummeret meget med resten af ep'ens indhold og ender mere som et kuriosum end en kvalitativ tilføjelse.

Tag et valg og gå all in

Ud fra Rage & Ruin slår DAWN:REPEAT mig ikke som et band, der endnu rigtig har fundet deres ståsted. De vil gerne løfte jern og dele øretæver ud, de vil også gerne være mere følsomme og eftertænksomme, samtidig med at de også har et ønske om at vige fra corens vante trampestier. Alt sammen foretagender, der kan bringe meget godt med sig, bare ikke når det alt sammen klemmes ned på fire numre, der aldrig for alvor præsterer over middel.