Legend of the Seagullmen - Legend of the Seagullmen

Legend of the Seagullmen

Udkom

Type:Album
Genrer:Psychedelic Rock, Avant-garde Metal
Antal numre:8

Officiel vurdering: 4/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Genreødelæggende supergruppe

Det er, hvad de kalder sig selv. Og med Danny Carey fra Tool og Brent Hinds fra Mastodon er der allerede ved præsentationen tale om en supergruppe. Den lidt underlige sammensætning byder så på en filminstruktør ved navn Jimmy Hayward, Pete Griffin (nej, sjovt nok ikke ham tegneseriefiguren), som har spillet med blandt andet Dethklok, Zappa Plays Zappa og Steve Vai, visionæren bag hele dette projekt, David ”The Doctor” Dreyer, Tim Dawson på guitar og til sidst Chris DiGiovanni på synth. Deres mål er filmisk psykedelisk rock ’n ’roll om skibsvrag og gigantiske muterede sprutter. Og så gik vi i gang.

Ødelæggende: Ja. Genreødelæggende: Nej

Jeg har spekuleret meget over, hvor jeg skulle ende, og hvor jeg skulle begynde med denne anmeldelse, for der er masser at sige – ikke nødvendigvis godt alt sammen. Men som min gamle moder altid sagde, når jeg var i gang med en historie over for hende: ”Jonas, start nu fra en ende af”. Og således skal det ske.

Der er meget undren over dette projekt. Hvorfor gik disse mennesker sammen? Hvad var deres mål? Ja, det har vi fået beskrevet. Og det kan man i et øjebliks vanvid kalde for seriøst Alestorm. Lige for at vende Alestorm: De ved godt, de laver sjov. De ved godt, det er spas, gak og løjer, og det har de en masse sjov ud af. Med Legend of the Seagullmen virker det, som om at man har forsøgt at lave seriøs piratmetal, og det så er fejlet i den proces.

Flere gange er der ikke tale om andet end seks mand med hvert sit instrument, der forsøger at ramme den samme melodi i samme toneart, hvilket de heldigvis kan. Men det er også meningen, der skal være plads til noget vokal, hvilket falder så meget i baggrunden, at man tror, det er backupsangere, der har fået for meget plads. Især guitarerne får simpelthen for meget plads flere steder, hvilket ødelægger oplevelsen af at forsøge at følge med i teksterne, som jo lover episke fortællinger.

Det virker, som om man forsøger alt for ihærdigt at være specielle, mens man samtidig vil spille den psykedeliske 70’er-Jimi-Hendrix-type guitar, blande det med NWOBHM og punk, for så at kalde det en episk rockopera. Man prøver alt for meget på for kort tid. Jeg er enig i, at de forskellige personer involveret i Legend of the Seagullmen er dygtige musikere, men det er ikke musikere, der hver især er vant til at færdes i den genre, der forsøges her – hvis man kan kalde det for en genre, i og med de selv udtaler, at de vil lave genreødelæggende rock. Kan I følge mig i dilemmaet?

Jeg bliver lidt nødt til at vende den med genrer. I og med det er så svært at genredefinere Legend of the Seagullmen og deres mærkelige projekt, falder jeg tilbage på, om musikken er god eller ej. Og her må jeg sige nej tak. Det er FOR specielt, det er FOR atypisk, og det virker, som om man bevidst har gået efter at forsøge at lave det så underligt og specielt som muligt.

At være eller ikke at være, det er spørgsmålet

Vi ser flere og flere supergrupper komme frem, hvor musikere fra etablerede bands finder sammen i sideprojekter og prøver noget helt anderledes, end hvad de normalt laver. Det er også fint, og det skal da tilskyndes, at man som musiker udvikler sig, prøver forskellige ting af og udforsker områder, hvor ens normale band ikke helt bevæger sig hen.

Men samtidig skal man ikke lave en supergruppe bare for at lave den. Der bør være et formål og noget potentiale. Ikke blot for at kunne sige ”se, hvad vi også kan, som lyder ad helvede til, men vi er etablerede, så vi kan tillade os det”. Et projekt som Legend of the Seagullmen ville have været gået gennem producere, lydmænd, studiemennesker, managere og hvem der ellers er involveret, havde det ikke været fordi, gruppen bestod af hvem, de nu bestod af. Havde det været syv drenge fra Brønshøj, var det blevet stoppet langt tidligere. Og det kan man måske sige er synd, men samtidig vigtigt, for det viser blot, at kæmper du for dit image, kan du tillade dig en hel del senere i livet.

Nå, vi skal til det. Kranier. Fire kranier ender vi på, for det her projekt er virkeligt ligegyldigt og burde reelt set ikke have været lavet. Rent teknisk, som er det, der trækker karakteren op, så kan der spilles musik, og instrumenterne bliver behandlet, som de skal, og produktionen er også, hvor den skal være. Det lyder bare ikke godt og er ikke sjovt – selvom jeg ikke kan finde ud af, om de vil have, det skal være sjovt eller være seriøst i første omgang.

Tracklist

  1. We Are The Seagullmen
  2. The Fogger
  3. Shipswreck
  4. Curse Of The Red Tide
  5. Legend Of The Seagullmen
  6. The Orca
  7. Rise Of The Giant
  8. Ballad Of The Deep Sea Diver

Tilføj kommentar