Man kan fjerne præsten fra kirken…
Selvom den mere eller mindre frivillige udtræden af Judas Priest – herfra JP – efterhånden ligger 12 år tilbage, hjemsøger tiden med Birmingham-bandet til stadighed de projekter, den i dag 71-årige Kenneth ’K.K.’ Downing involverer sig i. Efter at være blevet forbigået i 2018 ved Glenn Tiptons udtræden grundet diagnosen for Parkinsons og igen ved JP’s 50-års jubilæum et par år senere må alt håb om musikalsk forbrødring dog siges at være forduftet. Nuvel, man kan fjerne præsten fra kirken … men at tage kirken ud af præsten er en ganske anden sag. Med egen musik på tegnebrættet kunne KK’s Priest i februar 2020 således annonceres som guitargudens nye menighed. Blandt sognebørnene finder vi foruden K.K. selv bassist Tony Newton, guitarist A.J. Mills fra det britiske groove-band Hostile og trommeslager Sean Elg, angiveligt bedst kendt for sine live-optrædener med den tidligere Manowar-guitarist Ross ’The Boss’ Friedman. Ligesom projektets navngivning snildt kunne tolkes som en regulær protesthandling mod den tidligere arbejdsplads, hælder også valget af forsanger i høj grad benzin på samme bål: Her finder vi nemlig ingen ringere end Tim ’Ripper’ Owens, der i årene 1996-2003 stod i spidsen for netop JP.
Ny kirke, samme synder
Fortidens spøgelser synes allestedsnærværende: Mens inspirationen til debuten, Sermons of the Sinner (2021), såvel som opfølgeren, The Sinner Rides Again, udspringer af den berømte solo fra ”The Sinner” på englændernes tredje album, Sin After Sin fra 1977, har Owens’ berømte tilnavn sit ophav fra Sad Wings of Destiny (1976) og nummeret “The Ripper”. Sammenhængskraft og referencer til forgængere finder vi såmænd også i rigt mål på åbningsnummeret, ”Sons of the Sentinel”. Her henledes tankerne uvægerligt i retning af sidste nummer på Sermons …, ”Return of the Sentinel”. Den vrælende high pitch er ganske vist lige knap fader Halford op ad dage, omend Owens som næste generations vagtpost virkelig lægger sjæl i forehavendet. Vi tilskikkes tillige rigelige mængder guitarlir, mens ’Elgen’ tramper løs på det sagesløse trommesæt.
The Sinner Rides Again er ikke alene uhyre velproduceret – det er samtidig en monumental udstilling for den klassiske metal i al dens magt og vælde. Som perler på en snor sendes først en fornem hyldest til The Bay Area og Testament i form af aggressive ”Strike of the Viper”. Med tenderende ‘thrashet’ udtryk sendes vi fluks videre til den modsatte kyst i retning af Auburn og Manowar, hvor ”Reap the Whirlwind” griber os med sine hårrejsende vocal hooks og flænsende riffs. På bagkant af sprøde basanslag fra Newton finder vi dårligt fodfæste igen, før monstrøse ”One More Shot at Glory” truer med at ophæve tyngdekraftens love. Rollen som frontfigur for coverbandet Dios Disciples fornægter sig ikke hos evigt energiske Owens, ligesom vi her får noget af det bedste pedalarbejde, Elg kan mønstre, samt fabelagtigt fængende guitarharmonier signeret af duoen K.K./Mills.
Et genbesøg af Englands næststørste by sømmer sig naturligvis for en udstilling af førnævnte kaliber. Birmingham er trods alt også hjemstavn for Iommi, Osbourne og resten af den legendariske firebande, der får en passende salut på ”Hymn 66”. Titlen trækker sammen med de indledende undertoner af gotisk doom en overskrift, der på modersmålet meget vel kunne lyde noget i retning af ’Star Wars, swords and sorcery meets Black Sabbath’. Ja, der kunne i sandhed skrives tykke (historie-)bøger om kvintettens henførende hymner til udødelige klassikere, der med lyriske uddrag fra titelnummeret som ’… screaming for vengeance …’ og ’… seek and destroy …’ fremstår tydeligere end nogensinde. K.K. virker i hvert fald langt fra færdig med at tilføje nye kapitler til sin i forvejen omfangsrige og respektindgydende fortælling.
Visse synder bør ikke vaskes væk
Ligesom sin forgænger kan The Sinner Rides Again betragtes som en form for supplement til selvbiografien Heavy Duty – Days and Nights in Judas Priest fra 2018. Andet udspil fra KK’s Priest er dog ikke kun klichéer i så voldsom en grad, at man skulle tro, i morgen aldrig ville gry – det er først og fremmest voldsomt solidt håndværk med imponerende højt bundniveau, ikke mindst med tanke på Downings fremskredne alder. Det er minimalt, hvad der kan udsættes på indsatsen, hvor navnlig K.K., Elg og Owens excellerer. En lille fodnote i det samlede regnskab kunne være kirkemessen ”Wash Away Your Sins”, hvor koret står i skærende kontrast til de dæmoniske ’spoken word’-passager. Den andægtige akustik fastlåser Owens’ vokal en smule, hvorfor nummeret meget forståeligt skifter tempo undervejs. En skam, da det havde tilført lidt ekstra kolorit med en rendyrket akustisk skæring. Kort sagt understreger The Sinner Rides Again med al ønskværdig etos den indflydelse, K.K. Downing som grundlæggende medlem af JP har haft på tungmetallens historiske udvikling gennem mere end fire årtier.
