Judas Priest spiller koncert på Wacken Open Air 2018.
Judas Priest - Firepower

Firepower

· Udkom

Type:Album
Genre:Heavy Metal
Antal numre:14

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Dine idolers idoler

Slayer. Machine Head. Death. Sepultura. Abbath. Alle sammen kunstnere, der ikke blot er inspireret af Judas Priest, men har indspillet cover-versioner af Priest-sange og inkluderet dem på deres egne studiealbums. Der er få ord, der kan beskrive den betydning Judas Priest har haft for udviklingen af heavy metal – stilart, kultur og fans. Selv for mig, som blev født da Judas Priest allerede var guder, er der alt for meget at sige om dem, og jeg skal naturligvis forsøge at spare læseren for al mit vrøvl. I stedet vil jeg nøjes med at sige, at jeg har glædet mig til denne begivenhed – et nyt Judas Priest-album! – i ugevis, og jeg har benyttet lejligheden til at lytte til Judas Priests diskografi, hvilket i sig selv har været en kæmpe oplevelse.

Men der findes Priestfans, der har ventet på et mesterligt album, eller et fremragende album, eller bare et solidt album i otteogtyve år. Painkiller fra 1990 var den sidste ubetingede klassiker fra Judas Priest; herefter fulgte fem albums med mildest talt blandede modtagelser. Det har ikke hjulpet på håbet at ”K. K.” Downing – grundlæggende medlem og ikonisk guitarist – trak sig ud af gruppen i 2011. På trods af dette er Ian Hill, Rob Halford, Glenn Tipton samt Faulkner og Travis opsatte på at demonstrere, at det stadig i år 2018 er værd at forråde Jesus og prædike om det. Spørgsmålet er, om Firepower – gruppens attende studiealbum – er de tredive stykker sølv værd.

Ikke Painkiller II

Det lader det i allerhøjeste grad til, når man tager hul på titelnummeret. Priest ulejliger sig ikke med at banke på, og minderne om Painkiller står stærkt i erindringen. Halford holder sig fortrinsvist til de dybere registre da hans skrig efterhånden lyder anstrengte; en tragisk bivirkning ved gennem en menneskealder at ofre sit stemmebånd på metallens alter. De aggressive Painkiller-riffs fortsætter på ”Lightning Strikes”, som med sin trioliserede rytme drager stærke paralleller til ”Hell Patrol”. Prædikenerne stopper ikke her, og i alt halvdelen af albummets sange rummer det, der gjorde Judas til præst.

Den anden halvdel af sangene er ikke ubetinget dårlig, men heller ikke ubetinget god. Her har vi albummets tre ballader, hvoraf i hvert fald to er medrivende nok til en stor scene. Rockeren ”Lone Wolf” ligger meget fjernt fra hvad Priest er kendt for, men jeg faldt hurtigt for dens tilrøgede sydstatsvibes. Det samme vil jeg ikke sige om resten. ”Spectre” og især ”Children of the Sun” er tunge, lavtempo sange som ville være mere velplacerede på Metallicas The Black Album eller Load, mens ”No Surrender” er glam rock. Så har jeg sagt nok om den.

Priest er ikke som sådan dårlige når de slipper speederen, men de adskillige langsomme numre giver dog ophav til et af pladens to største problemer. I midten af albummet finder vi to traditionelle Priest-sange, men også to ballader og de førnævnte tungbenede udskæringer. Dette sænker albummets tempo, hvilket er et problem som de legendariske Priest-albums ikke led under. Det andet problem er lige så velkendt og velkomment som bumser: Med sin længde på 58 minutter og 21 sekunder er Firepower for langt. Hvis man skærer glam rock, en ballade og de to træge sange væk har man 41 minutters rendyrket heavy metal fra øverste hylde – et fremragende, måske endda et mesterligt album. I stedet får vi…

Det solide Priest-album

Firepower er gruppens bedste udspil siden Painkiller, og vil forhåbentlig tilfredsstille de fans, der kan se bort fra et par afstikkere. Er det rimeligt at klandre Judas Priest for at spille andet end Judas Priest? Egentlig gør det ingen forskel. Albummets problemer er tempo og længde, og tilfældigvis er det de samme sange, der på én gang er de langsomste, svageste og mest atypiske. Dog er der kun én sang, der falder igennem, og jeg har helt sikkert ikke lyttet til Firepower for sidste gang…

… Men den største oplevelse har været at gå på genopdagelse i de legendariske Priest-albums.

Tracklist

  1. Firepower
  2. Lightning Strike
  3. Evil Never Dies
  4. Never The Heroes
  5. Necromancer
  6. Children Of The Sun
  7. Guardians
  8. Rising From Ruins
  9. Flame Thrower
  10. Spectre
  11. Traitors Gate
  12. No Surrender
  13. Lone Wolf
  14. Sea Of Red

Kommentarer (1)

Anonym

Den eneste ballade der er på

Den eneste ballade der er på albummet er Sea of Red. Children of the Sun og Rising From Ruins er ikke ballader.

Tilføj kommentar