Endnu en runde i ordbogsdart
Er man blevet uvenner med nogen eller på anden måde stødt sammen med en person eller ting, så kan man sige, at man er kommet i karambolage med en modpart. Denne modpart kunne eksempelvis være en prås. En prås er enten et dårligt tællelys, en lille dreng eller følelsen af forståelse eller erkendelse. Hvilken af ovenstående, der gør sig gældende for danske Karambolage, ved jeg ikke, men at støde sammen med lys virker vattet, og små drenge har en lettere problematisk klang. At støde sammen med sin egen forståelse og erkendelse har dog et interessant filosofisk twist. Om ikke andet så er Prås i hvert fald navnet på Karambolages seneste plade.
”Post me home, proggy roads”
Lidt lommefilosofi er muligvis heller ikke af vejen, når man tænker på, at Karambolage gør i en instrumental støjende progget, post-rocket udgave af den støvede ørken- og stoner-rock.
Proggen og posten holdes dog for det meste adskilt på Prås. Post-rocken og de støvede atmosfæriske riffs på titelnummeret og især “Gryr” er latterligt veludført i deres musikalske afbildning af den ensomme cowboy, som rider mod solnedgangen hen over den øde prærie, hvor prærieulvene hyler, videre mod de åbne græsvidder, hvor bisonokserne flokkes, og længes hjem til sine kære og pejsens hyggelige skær. Dermed ikke sagt at Karambolage er tabt bag en prærievogn, når den støjende prog skal tages ved hornene. ”Spankuler” og “Flab” baldrer derudaf, hvor hvert skævt taktslag, hvert riff flyver afsted som en fuzz-klædt kugle, som rammer lige i panden af en bande landevejsrøvere. Førstnævnte hiver endda post-metallen ind over og giver os ikke bare skudduellen, men maler også hele billedet af karavanen i rundkreds ude i den indtørrede flodseng, hvor eneste udvej er at kæmpe mod banditterne.
Det største problem med Prås er dog, at bandets to verdner stort set aldrig forenes. Det er reelt set kun “Slambert”, som lykkes med det. Titelnummeret starter stille med det skæve og støjinspirerede, men denne del sparkes hurtigere ud af nummeret end Mike Villa Fonseca blev sparket ud af Moderaterne. “Flab” prøver at køre et post-riff ind over de rygende seksløbere, men det ender lige så succesfuldt som regeringens prisstigning på snus. “Støvet” skal dog have point for at være yderst vedholdende i sit forsøg på at kombinere posten og proggen. Denne vedholdenhed ender dog desværre i et nummer mere kedeligt end åbningsdebatten i Folketinget.
Plus gange plus kan godt give minus
Isoleret set er der ingen af delene på Prås, som Karambolage kunne have gjort meget bedre – måske lige “Støvet”, men ingen regel uden undtagelse. Problemet med pladen opstår, når de enkelte dele skal sættes sammen til et komplet nummer. Fuzz-proggen er det ene pletskud efter det andet, post-rocken maler storslåede billeder af Det Vilde Vesten, men sat sammen fungerer det ofte lige så godt som en DeLorean i 1885.