Kombineret med albumtitlen “Black Light Messiah", kunne man godt, på grund af bandnavnet, få mistanke om, at Jam Pain Society var inspirerede af Black Label Society. Musikken er imidlertid milevidt fra Zakk Wyldes tunge retro-heavyrock. Her er i stedet tale om en blanding af moderne nu-metal light, på én gang vred og groovy funkrock à la Mother’s Finest (i deres velmagtsdage) og en smule alternativ poprock i stil med No Doubt (lyt f.eks. til "Erase You"). Til disse klassiske girlpower-indtryk bidrager sangerinde Leah Kirby, som har en let og feminin stemme, men en fed teknik, der gør det muligt for hende at lyde sjælfuldt vred på en måde, der bringer Chris Cornell og Veronica Freeman fra Benedictum i behagelig erindring (men som sagt uden disses dybe resonansbund).

De første fire numre "So Here It Is", "Wasted", "You Made Me" og "Secret" er – trods en hang til gentagelser – medrivende og så fede, at man som anmelder allerede begynder at rode med 8-tallerne. Men herefter taber bandet lidt pusten. Den (harmonisk) bluesede "Monster Mind" inddrager guitarist og producer Chris Hill på vokal, hvilket er en rigtig dårlig idé. Bevares, han er ikke nogen dårlig sanger, han har bare en anonym, hæs normal-leje stemme, der ved siden af Leah Kirby fremstår utrolig fesen. Hans stemme er også fremtrædende på den ligeledes bluesede "The Ride" og på "Wrapped Around" og "Hero" som dog faktisk er meget fede, mere heavy numre bortset fra det. Men de rutineprægede bluesharmonier, der optræder jævnligt albummet ud, giver mig en mat fornemmelse, der gør, at jeg ikke helt værdsætter det, når bandet igen tager sig sammen.

Så alt i alt et velproduceret, men noget ujævnt album, der indeholder fire numre, der er rigtig fede, to numre der er forholdsvis gode og seks numre, som er lidt uinteressante.