Krydderi har aldrig været Englands stærke side

Åh Ingested. Vores alle sammens ”friendly neighbourhood slamkings”, som kun er to afsnit af Pretty Little Liars og en plakat med teksten ”Live, Laugh, Lemlæst” fra at være slamdødens svar på en ”basic white girl”. Et ry der sandsynligvis skyldes deres konstante og uhæmmede flirten med deathcore. Denne flirt har dog gennem bandets 15 årige karriere gjort dem til et af det mest populære bands, hvis man skulle gøre status over den moderne brutale dødsmetalscene – da det nok er de færreste fans af eksempelvis Abominable Putridity, der ikke på den ene eller anden måde har haft Ingested som gateway-band. Dog kan man spørge sig selv, om Ingested har tænkt sig at lukke døren eller sparke den op på vid gab med deres seneste skive Ashes Lie Still.

Mere brutalt, mere melodisk, mere rigtigt

Kigger man på retningen, som forgængeren Where Only Gods May Tread tog, så lød det bestemt til, at Ingested var ganske godt tilpas med at være dørmand for slamdødsklubben. Det var et noget mere melodisk og tilgængeligt Ingested, der bød lytteren indenfor på forgængeren. Og det skal da heller ikke være nogen hemmelighed, at Ashes Lie Still fortsætter i samme retning.

Faktisk lyder det til, at Ingested har fundet en niche af den brutale dødsmetal, hvor de for alvor hører hjemme og kan hvile i sig selv. Numre som ”Ashes Lie Still”, ”Shadows in Time” og især ”Tides of Broken Glass” er en vaskeægte kærlighedserklæring til bandets melodiske sider og et skoleeksempel på, hvor effektivt skiftet fra knoglebrækkende smadder til storslåede og smukke melodier kan være. Der er selvfølgelig også en talemåde, der siger, at der sker noget, når modsætninger mødes. Dog virker hele Ashes Lie Still til at være Ingested, der har fået nok af hele den brutale død og slamscenes konstante og overdrevne ”min far kan skamfere, lemlæste og torturere sagesløse ofre bedre end din far”-leg.

Bevares, det er ikke fordi Ingested har kastet håndklædet i ringen, når det kommer til at pulverisere diverse ekstremiteter eller rykke kraniet rundt, så man efterlades i samme stil som Predatorens ofre. Den tjans udfører numre som ”From Hollow Words” og ”Sea of Stone” glimrende. Og selvom især ”Hollow Words” er fænomenalt gyngende i sit tonser-groove, og har Sven fra Aborted som gæst, så bliver det aldrig til mere end Ingested, som man kender det. Ikke fordi Ingested nogensinde har været på niveau med Son of a Shotgun, men når trioen viser de kan mere, så vil jeg også have mere. Som eksempelvis ”All I’ve Lost” der nærmest går Lorna Shore og Worm Shepherd i bedene med lyden af et kirkekor, der bliver slagtet af en psykotisk organist. Storladent og pompøst er bestemt ikke Ingesteds hjemmebane, men når dette er resultatet, skal trioen bestemt spille mere på udebane.

Kom nu med den Analepsy turné

Det er ikke ofte, at bands inden for brutal død og slam eksperimenterer med deres lyd – og hvis de gør, er det som regel i den tekniske retning. Men på Ashes Lie Still arbejder Ingested videre med lyden fra Where Only Gods May Tread og viser, at man sagtens kan åbne de melodiske porte på vid gab uden at give afkald på så meget som et gram brutalitet. Så selvom asken har lagt sig, så er ilden bestemt ikke gået ud for de tre englændere.