Infernal Curse - Apocalipsis

Apocalipsis

· Udkom

Type:Album
Genrer:Death metal, Black metal
Antal numre:9

Officiel vurdering: 3/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Argentinsk dødsblack støjer videre i samme rille.

Gaucho metal

Metal er ikke lige det første jeg tænker på når nogen råber Argentina, men selvfølgelig kan de da også være med, dog fristes jeg lidt til at tænke de burde holde sig til at have sejere cowboys end alle andre, for Infernal Curse er ikke lige førstevalget som repræsentanter af metalscenen.

Dårlig lyd dræber god musik

For med dette, deres blot andet fuldlængde album, har de virkelig skuffet. Der skal nok være en del uenige fans, men faktum er at det simpelthen lyder som om det er optaget på en iPhone. Der er brugt meget lidt tid på at skrue det her sammen, eller måske har de anstrengt sig EKSTRA meget for at få den helt specielle mudrede lyd som alle kender. Jeg kan vitterligt ikke høre andet end bassen og så lidt rumlen i baggrunden jeg må formode er trommerne, eller naboens vaskemaskine der centrifugerer. Glimtvis er der lidt solid tråd og faktisk præsterer argentinerne at lyde helt hæderlige på numrene Sin of Iblis og Upon Death He Dwells. Infernal Curse bekender sig til en genrehybrid jeg ellers er svært glad for, blackened death, men det eneste det her har med black at gøre, er den dårlige lyd. Jeg kunne sværge på det her er optaget i en kælderskakt, for det hele lyder hult og fjernt og hvor hele arrangementet overordnet minder om de gode gamle Cannibal dage med fræs og grind og brøl, så mangler de altså virkelig den tilstedeværelse det kræves at kunne stille sig op og spille den slags smadder og slippe af sted med det. Bevares, her og der kommer der lidt struktur på rodet og man kan næsten nikke anerkendende over hvor old school man stadig kan lyde i 2016, men det er bare ikke nok.

Det er en ommer 

Jeg er altid i syv sind når jeg skal anmelde den slags musik. Man skal holde sin egen personlige smag ude af billedet og forholde sig objektivt til hvad man bliver præsenteret for. Men jeg kan ikke med ro i sindet give den her hverken top- eller middelkarakter. Der er simpelthen for få formildende omstændigheder på det her album og jeg vil faktisk gå så vidt som at sige de er blevet værre siden sidst. De får derfor kun tre kranier fra mig, et for Sin of Iblis, et for Upon Death He Dwells og et for deres kønne ansigter.

Tracklist

  1. o ov soahX
  2. Litanies Unto Djinn
  3. Sin Of Iblis
  4. Nasheed Al Mut
  5. Obituaries
  6. Fragments Of Annihilation
  7. Adharma
  8. Upon Death He Dwells
  9. Etreum

Tilføj kommentar