Nogle huler er nærmest magiske
Snakker vi heavy metal i sammenhæng med besværgelser, magi og trolddom, så farer tankerne som regel imod power metallen eller et solo black metalprojekt, der er smurt ind i Aleister Crowley for Dummies og Blair Witch-figurer købt på Etsy. Dog er der en gren af dødsmetallen, hvis eksistens skyldes en form for trylleslag. Cavernous death metal, eller hulemandsdød i daglig tale, skylder nærmest hele sin eksistens til John McEntee og resten af Incantation-slænget, som stod bag pladen Onward to Golgatha. Den plade har dog over 30 år på bagen, og selvom fodbolddanmark ikke er glade for at indrømme det, så kan man ikke leve 30 år på samme begivenhed. Derfor er Incantation da også klar med intet mindre end deres tolvte plade Unholy Deification.
Nostalgi er ikke lig kvalitet
Så undrer du dig måske over, hvorfor det betegnes som cavernous, og det er selvfølgelig, fordi det lyder, som om det er optaget i en hule… Og så også fordi musikken er mørk, dyster og med en trykkende atmosfære, der kan give de fleste et strejf af klaustrofobi, og i et tempo, som veksler mellem raserende hulemand og knusende doom.
Når nu Incantation så har været med til at skrive en af dødsmetallens bedste opskrifter, så kommer det nok heller ikke som nogen overraskelse, at Unholy Deification også følger denne opskrift. På numre som "Concordat (The Pact)" og "Convulse (Words of Power)” finder man tidløst og klassisk Incantation i en sådan grad, at det er lige før, numrene kunne have fået mumien Ötzi til at tegne de mest gruopvækkende hulemalerier i sin levetid. Selv de glimrende kulsorte, mere primitive og nærmest war metalliske rytmer som Mortal Throne of Nazarene bød på, får også et skud ud på "Offerings (The Swarm) IV" og "Chalice (Vessel Consanguineos) VIII". Hele Unholy Deification er en tur rundt i den karrusel af blasfemi, lemlæstelse og mørke, som Incantation har bygget og redet på i over tre årtier.
Selvom det lyder meget tillokkende med sådan en nostalgisk karruseltur, så lander Unholy Deification på sin vis i samme kategori som Obituarys Dying of Everything. Den eneste forskel er, at Incantation ikke har været helt så åbenlyse med, hvilken del af bagkataloget der blev kigget på. Problemet med denne gemmelegstaktik er dog, at Incantation har slået sig selv tilbage til start og udgivet en plade, der hele tiden minder dig om, hvor meget federe Onward to Golgatha er. Det springende punkt for, hvorfor jeg hellere vil slæbe Kristus til sit dødsleje, er produktionen på Unholy Deification. Skulle pladen endelig vinde en pris, så ville det være prisen for mindst hulelydende hulemandsdød. Det lyder, som om Incantation er blevet bange for det dystre klaustrofobiske drypstensfyldte mørke, som de selv skabte for 30 år siden og i stedet er rykket ud i hulens åbning, hvor alt klinger lige så tamt og kedeligt som de sidste par Cannibal Corpse-plader.
Bange for sin egen skygge
Havde McEntee og kompagni fundet det rungende rabalder frem, så var det de færreste, der havde brokket sig. Numrene er måske lidt uinspirerede, men er konstrueret på samme måde, som Incantation altid har gjort, og den indre hulemand skal også tilfredsstilles en gang imellem. Istedet skal man trækkes med et aldrende band, der spiller den lige så sikkert og kedeligt som Tante Oda i sin falmede røde Suzuki Wagon R.
