Teksten i det følgende blev i første omgang oprettet som et blog-indlæg af Christian Søndergaard i februar 2019. Nu opdateret af Søren Højer Larsen i forbindelse med Heavymetal.dks 25-års jubilæum i 2024.

Black metaludvikling

Undertiden hyldes kunstnere ikke blot for at skabe en ny genre, men for at søge væk fra den igen. I 1999, da Heavymetal.dk så dagens lys, havde de ortodokse black metal-værker for længst nået verden rundt, og årtusindskiftet så stilistiske ændringer hos både Mayhem med Grand Declaration of War, Emperor med IV Equilibrium og Immortal med At the Heart of Winter – sidstnævnte med mere succes end genrebrødrene. Immortal havde dog allerede to år forinden forsøgt at nytænke deres lyd med den Morbid Angel-inspirerede Blizzard Beasts, som for de fleste fans tæller blandt bandets største skuffelser. I tilgift var Demonaz på lazarettet med slem seneskedehindebetændelse, hvilket indskrænkede hans rolle til poet. Jeg gætter derfor på, at få mennesker havde forudset den udvikling, d’herrer Abbath, Demonaz og Horgh ville tage på opfølgeren, som vi vil kigge nærmere på i det følgende.

Arktisk black/thrash

At the Heart of Winter er, først og fremmest, en opvisning i riffs og sangskrivning, så meget står klart allerede ved åbningsnummeret ”Withstand the Fall of Time”. Chokværdien er for første gang i de unge nordmænds karriere skruet ned til fordel for omhyggelig opbygning, og hovedriffet står så meget desto stærkere, når det introduceres. Abbath har ligeledes opgivet det typiske skingre black metal-skrig og har i stedet erkendt sine begrænsninger – og styrker – hvilket resulterer i en nærmest mekanisk snerren, som glimrer ved at være helt og aldeles følelsesforladt. Navnlig på ”Tragedies Blows at Horizon” er vokalens særprægede styrke frostklar; vers-riffet virker tamt oven på ”Solarfall”s hvirvelvind, men kombineret med Abbaths kolde og kyniske kvækken bliver Demonaz’ forfærdelige vision åbenbar.

Sammenlignet med tidligere albummer bærer riffene mere vidtrækkende inspirationer; lidt fra heavy/power, en del fra thrash og naturligvis mest fra black. Dette opnår Immortal vel at mærke uden at ofre et gram af æstetik – sangene lyder alle som én af bidende kulde, dampende åndedræt og piskende polarvinde, hvilket yder perfekt akkompagnement til Demonaz’ arktiske krigspoesi. Én af årsagerne, og endnu en nytænkning for Immortal, er brugen af synth, som er tilføjet med en klar, kunstnerisk vision. Alt imens riffene og trommerne maler pelsklædte soldater, glimtende våben og uindtagelige fæstninger, tilføjer korstemmerne en baggrund af gletsjere, tronende fjelde og kridhvid sne så langt, øret rækker. Keyboardet får dog aldrig anden rolle end den rent scenografiske, så riffene er konstant tvunget op på højeste niveau. En kold gletsjer i alperne.

Produktionen er endnu et aspekt, hvor Winter bryder med konventionerne. Den er nemlig forholdsvis klar, hvilket jeg kun kan bifalde, når riffene er så gode. Jeg er ikke sikker på, at f.eks. ”Withstand” ville have haft samme gennemslagskraft, hvis ikke produktionen havde givet plads til at både Hoeths blastbeats og Abbaths riffs kan marchere side om side, mens den hårde riffing i omkvædet på ”Tragedies” let kunne være gået tabt uden en vis standard fra studiets side.

Der er meget, meget få øjeblikke på Heart of Winter, som ikke er direkte fantastiske. Det guitar-fill, som deler verset i ”Tragedy” op i to, har altid slået mig som underligt malplaceret og utydeligt, som om det blev improviseret i studiet. Soloen på titelsangen bærer præg af, at stilarten indtil da havde afvist idéen om lead-guitar, og at Abbath ikke rigtig vidste, hvad soloen kunne gøre for sangen. Følgelig virker potentialet en anelse højere end udbyttet. Med det sagt, så er det meget få albums, der når så langt som til at blive kritiseret for anden halvdel af én bestemt solo.

Grusom og gribende

At the Heart of Winter var, er og forbliver en frygtelig triumf. Immortal opgav det grundløse had og blinde raseri, som den norske black metal-scene var kendt for, til fordel for en mere iskoldt konstaterende kynisme, hvor krig er en evig realitet, man hverken kan stræbe efter eller løbe fra. Udtrykket er for første gang i bandets historie episk og dyppet i synth, og ret beset er det imponerende, at en gruppe kan foretage så omsiggribende ændringer i deres lyd og samtidig forstå at holde sig så meget i skindet, som herrerne her har gjort. Fra sangenes overordnede struktur og helt ned til hvert enkelt riff er tidsspilde og selvoverbærenhed bandlyst; hvert sekund tæller, og dette er i sidste ende, hvad der gør At the Heart of Winter til et særligt album. Også 25 år efter udgivelsen.

Ønsker du at fordybe dig yderligere i 1999, så kan du med fordel tage et lyt til vores 1999-playliste på Spotify:

 https://open.spotify.com/playlist/7AT9hHvkp5uFwDCtl5BAOS?si=34a7ecc3752d4f14