Forpint kakofoni
Jo mere jeg stirrer på omslaget, jo mere jeg læser titlerne på sangene og jo mere jeg oplever musikken, desto mere afgrundsdybt og forfærdelig virkeligt føles det hele. Jeg tog Chicago-kvartetten Immortal Birds andet studiealbum – tituleret Thrive On Neglect – ud fra en forventning om, at det ville være et solidt dødsmetalalbum. Imidlertid lyder genrebetegnelsen ”death metal” direkte uskyldig i forhold til den kakofoni, som er indeholdt i de forpinte bytes, der udgør min digitale kopi af skiven. Thrive On Neglect er på sin vis en stor følelsesmæssig oplevelse, men jeg anbefaler at have en plade chokolade og en god ven ved hånden til bagefter. Og det gør ikke noget, hvis vennen er cand. psych.
Sans for dissonans
Det er svært at kommentere teksterne på et album, hvis vokal udelukkende består af rå knurren. Derfor er det udelukkende baseret på albummets og sangenes titler, at jeg vurderer, at Thrive On Neglect beskriver en udvikling og forværring af en persons mentale tilstand som resultat af grov forsømmelse i opvæksten. Lydudtrykket er passende forvildet, idet den mest dominerende bestanddel er en horribel, dissonant grindcore – lidt ligesom Piss Vortex’ version af samme. Adskillige savtakkede og ligeså dissonante sludgeriffs forefindes, når gruppen ønsker at afveksle den hæsblæsende grind med noget mere hårdtslående. I fortællingens mere klarsynede øjeblikke benyttes primært black metal, når der udtrykkes sørgmodighed, og sludge eller forkullet dødsmetal, når der udtrykkes vrede. Immortal Bird gør sig intet forsøg på at skåne lytterens mentale eller følelsesmæssige velbefindende; tværtimod virker lydbilledet skabt til at tvinge en sygelig stemning ned over lytteren. Og det lykkes.
Som akkompagnerende YouTube-video har jeg valgt tredje nummer, ”Vestigial Warnings”, over åbneren ”Anger Breeds Contempt”. Selvom åbneren har den mest umiddelbare sludge- og black/death-riffing på albummet, og dermed udgør et nådigt førstehåndsindtryk, giver ”Vestigial Warnings” et bedre indblik i albummets stil som helhed. Sangen starter med én enkelt takts blastbeat og grinder direkte ind i et hyper-dissonant, støjende riff som et gigantisk hvepsebo. Semi-atonal sludgeriffing afveksles med ditto arpeggioer (jeg bruger udtrykket løst), inden et langsomt og absolut forvildet stykke tager over. Et voldsomt break markeres af nogle afskyelige øksehug, førend et blast-og-arpeggio-stykke fører til næste break; som om fortællerens indtryk når en grænse efter hvilken, noget går tabt for altid.
I det hele taget lykkes det gruppen flot at bruge ulækker dissonans til at give et indblik i de følelser, der akkompagnerer forskellige stadier af mental degenerering (forestiller jeg mig). ”Solace in Dead Structures” er endnu et fornemt eksempel med en indledning bestående af forholdsvist uskyldige arpeggioer. Over to omgange degenereres serien, indtil fire nedadgående kromatiske toner tager lytteren langt, langt ud over kvalmegrænsen. Med den ætsende smag af galde i halsen, får man straks efter hadet at føle, da gruppen fortsætter sangen med forkullede tremolo-riffs og betonhård sludge.
Albummets midterstykke, ”Avolition”, er med sin centrale placering og syv-og-et-halvt minuts sanglængde muligvis albummets omdrejningspunkt. Her forefindes samtidig de mest desperate black metal-passager samt en pinefuldt sørgmodig blanding af black og sludge, som slår så meget desto hårdere, fordi den moltonede pinsel faktisk er det sikreste holdepunkt på et sindsforvirret album.
Det følger af ovenstående eksempler, at sangskrivningen og udførslen er i top på Thrive On Neglect; ret beset er det utroligt, hvad gruppen kan opnå ved at vende vrangen ud på gængs musikteori. Én person er dog i det store og hele gået ubenævnt hen indtil nu; nemlig ”fortælleren” Rae Amitay på mikrofonen. Hun er fandeme en heltinde. Det kan umuligt være en nem opgave at skulle veksle dels mellem skiftende følelsesladede og følelsesløse udtryk, dels mellem så varierende energiniveauer. Ikke desto mindre farves hendes fortrinlige snerren både rasende, apatisk, sørgmodig, desperat og alt ind i mellem under albummets forløb. Fornemt arbejde.
Forsøm det ej
Få mennesker ville lytte til Thrive on Neglect og kalde det ”kunstnerisk”, og ved første ørekast er det, for mange, forfærdelig støj. Ved gentagende lytninger folder skiven sig dog ud som en meget kunstnerisk opvisning i ekstremmetal, der undervejs tager lytteren igennem vrede, tristhed, kvalme, vildelse og komplet ligegyldighed. Medlemmerne veksler uden at ryste på hånden mellem grind, black, death og sludge, ligesom de oscillerer mellem konsonans og dissonans som et spørgsmål om ren og skær fortælleteknik. Trods de forskelligartede elementer er Thrive On Neglect en sammenhængende og visionær plade; og hvad mere er, så er det et mesterværk.
