Havok - The Point Of No Return

The Point Of No Return

· Udkom

Type:EP
Genre:Thrash metal
Antal numre:4

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Amerikanske Havok er bestemt et af de mere lovende bands på vor tids thrash-scene, hvilket deres 2011-album Time Is Up bevidner. Bandet udsendte i maj 2012 en EP med titlen Point of No Return, som lige minder os om, at de stadig er her.

EPen indeholder fire numre i alt, hvoraf to er bandets egne - nemlig, "Point of No Return" og "Cradle to the Grave", der begge er ganske solide thrash-numre spækkede med klassiske thrash riffs og masser af aggression. "Point of No Return" virker en del inspireret af Anthrax og Exodus og byder også på et mellemspil, der er mere henad Metallicas Kill 'Em All; så der er bestemt masser af guf i dette nummer for fans af old school thrash. Og det er der også i "Cradle to the Grave", der også virker inspireret af Anthrax men med en god portion Overkill indover. Det fede ved de to numre er, at selvom det er tydeligt, at Havok har lyttet til Anthrax, Metallica, Exodus og Overkill, så står begge numre på egne ben og er, synes jeg, ganske udmærkede numre, der allerede har fået en del spilletid på min iPod.

Udover disse to numre, så indeholder skiven også en cover-udgave af Sepultura-klassikeren "Arise" og Slayers "Postmortem" og "Raining Blood". Disse cover-versioner ligger ganske vist meget tæt op ad originalerne. Normalt synes jeg, at det er mere interessant, når der er tale om nyfortolkninger af originalerne, men i dette tilfælde er der jo tale om absolutte klassikere, som man næsten ikke kan lave nyfortolkninger af uden, at det falder helt til jorden. Så i her er det kun fedt, at Havoks udgaver ligger så tæt på originalerne.

Er man til thrash metal af den gamle skole, så er denne EP bestemt et lyt værd, og så er der også noget af fornøje sig med, indtil det næste album fra Havok kommer.

Hør Havoks udgave af Arise her:

Tracklist

  1. Point of No Return
  2. Cradle to the Grave
  3. Arise
  4. Postmortem/Raining Blood