Nationalklenodierne hiver den hjem på rutinen

Jeg har også været med i Hatesphere... Meget er sagt om Hatesphere, både godt og skidt, men der er ingen tvivl, om de har et solidt greb om struben på iørefaldende thrash med et moderne twist, der er helt deres eget. Om man så er på Team Bredahl eller Team Esse, ændrer det ikke på det faktum, at de har overlevet massive udskiftninger i deres line-up gennem tiden uden at give køb på deres unikke lyd.

Recycle your thrash

Og det er lige præcis der, jeg står af: De lyder nemlig fuldstændig, som de altid har gjort. Der er ingen nytænkning, men det betyder omvendt, de heller ikke sætter en fod forkert. De spiller som, de altid har gjort, tight og brutalt, med catchy riffs - dog synes jeg, de har haft snablen lidt for dybt i deres eget bagkatalog her og der. På "Lines Crossed, Lives Lost" har de lavet et decideret ripoff på "Release the Pain", og selvom det er et godt nummer at klunse fra, nytter det ikke, når man får lyst til at lytte til inspirationskilden i stedet.

Team Hatesphere

Der er dog også positive ting at sige om det her album. De vover sig nemlig længere ud end til navlen på det solide track med det charmerende navn "Head on A Spike". Dér får Esse lov til at råbe af os lidt mindre rustent, end han plejer, og det lyder virkelig fedt. De er dygtige musikere og har alle dage, uanset medlemmerne, været leveringsdygtige i velskrevet, veludført og velproduceret organiseret smadder. Hele bandet er i sync med hinanden, og på titelnummeret må undertegnede overgive sig ubetinget i hvert tilfælde i de godt fem minutter, det varer. For selvom det er en Tue Madsen-produktion og Hatesphere lægger arm med de tunge drenge på deres utallige turnéer, ændrer det ikke på det faktum, at uanset hvor godt de spiller, så har jeg hørt det her før og desværre også bedre.

Gammelt helvede på nye flasker

Når man er de tunge drenge på den danske metal scene og har spillet med alt fra Raunchy til Hypocrisy, forpligter det også. New Hell er deres 9. studiealbum, og det føles, som om de er løbet tør for idéer. Energi-, tempo- og niveaumæssigt er der ikke nogen slinger i valsen, men de kan desværre ikke leve op til de standarder, de selv har sat for genren, og jeg sidder tilbage med trangen til at skue bagud - en sløj følelse at få vækket i sig af et sprit nyt album fra heltene i Hatesphere.