Hammerbard
Nogle gange overgår trangen til at være fucking metal al sund fornuft. Hvem har for eksempel ikke ønsket at krydse en hellebard med en krigshammer, selvom fornuften siger, at våbnet bliver for tungt at støde med? Hvem har ikke ønsket at bruge dette våben som galionsfigur på et krigsskib af træ, selvom skibet naturligvis vil synke til bunds med snuden først? Og hvem har ikke ønsket at bede smeden udfærdige sejl af metal til nævnte krigsskib, selvom stål er ufleksibelt og dårligt kan fange vinden? De tyske powermetallere i Hammer King har de samme ønsker som os andre, men de er visionære (eller vanvittige) nok til at gøre deres ønsker til virkelighed på deres tredje album, Poseidon Will Carry Us Home. Er hammerkongens galionsfigur den perfekte rambuk, eller bør tyskerne forlade den synkende skude?
Vindstille
Hammer King er power metal fra start til slut og på godt og ondt, så er det sagt. Hånddæmpede versriffs bygger op til storladne og episke omkvæd, komplet med krigerkor og svævende vokaler. Åbningsnummeret, som også bærer albummets titel, slår dette fast med uproportionerede hammerslag, og opfølgeren ”The King is a Deadly Machine” (vent, kongen er hvad for noget?) gør nøjagtig det samme i højere tempo. Mit mest umiddelbare kritikpunkt åbenbares også fra de indledende sekunder, for hvor vokalerne har hooks, man er glad for at kunne huske, kalder musikkens opblæste epos på mere kraft, end hvad der bliver leveret. Strofen ”Po-SEI-(don) will carry us home” giver ligefrem indtrykket af, at vokalen forsøger at gemme sig selv af vejen, hvor den burde føre angrebet an. Dertil er versenes riffs ofte temmelig simple, hvilket ikke ville være så stort et problem, hvis vokalerne kunne tage over.
Hammer King kan dog fint slå søm i med ét slag, og de gør det skam også fra tid til anden. Hovedriffet i ”7 Days and 7 Kings” er absolut topklasse, mens omkvædet i ”Where the Hammer Hangs” er mindeværdigt på alle de rigtige måder (bortset fra ordene). Besynderligt nok benytter ”Locust Plague” det nøjagtigt samme vers-riff og toneskift som ”Where the Hammer Hangs”, men bygger videre på guitarværket og skaber en samlet set mere mindeværdig sang, hvilket imidlertid fremprovokerer spørgsmålet: hvor var den inspiration tidligere? Min yndlingssang er dog ”At the Mercy of the Waves”, som er en hårdtslående, midttempo Maiden-hyldest med et omkvæd, som fortjener at gjalde fra en scenekant og blive modsvaret af et publikum.
Teksterne kommenterer jeg sjældent, fordi de sjældent påvirker min lytteroplevelse. Men med titler og tekster som ”Battle of Wars” og ”Glorious Night of Glory” får Hammer King i sjælden grad flyttet fokus fra musikken. Afslutningsnummeret ”Meatus Majestatis” har strofen ”Hail hail, glory glory” – hvad er det, en hilsen til haglvejr og en fejring af hæder? ”Last Rites” er et flerstemmigt acapella-mellemspil, hvor stemmerne messer ”Hammer king” i 39 sekunder. Samlet set er jeg overbevist om, at Hammer King til dels er et vittighedsband, men selv hvis det er sandt, får de mig i hvert fald ikke til at grine.
Fornuften sejrer
Poseidon Will Carry Us Home er grundlæggende et solidt udspil, og der er absolut store øjeblikke på. Mit største kritikpunkt er, at vokalen ikke bringer den samme kraft, som musikken lægger op til. Tro mod power metallens ånd er der rigeligt med storladne omkvæd, men ofte føles de undervældende fordi vokalen kommer pustende snarere end blæsende. Dertil er der adskillige øjeblikke, hvor hverken vokalen eller guitarerne bringer noget virkelig nævneværdigt, hvilket er fuldstændigt unødvendigt, når de tydeligvis har både evner og hjerne til mere. Endelig afleder teksterne ofte fra musikken, simpelthen ved at være unødigt fjollede.
