Hallatar - No Stars Upon The Bridge

No Stars Upon The Bridge

· Udkommer

Type:Album
Genre:Doom metal
Antal numre:9

Officiel vurdering: 10/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Så skal tårekanalerne kontrolleres

Det er et kendt faktum, at musik for mange mennesker er en af de bedste terapiformer, uanset om man lytter til det eller spiller selv. Det kan bruges som en ventil for følelser og tanker, man har svært ved at sætte ord på, og det kan have en helende effekt i sorgens tid. I april 2016 mistede Juha Raivio sin livspartner, Aleah Starbridge, til kræft. En måned efter besluttede han sig for at bruge musik til at hive sig selv ud af den mørke tid, og han begyndte at samle sin elskedes lyrik sammen, for at passe på det og bruge det til at ære hende. I én uge befandt han sig alene med sin sorg og musik og lovede sig selv, at den musik, der ville blive skabt, ikke skulle rettes på overhovedet. Den skulle være et resultat af ægte følelser, og Juha har udtalt, at han intet husker fra dén uge. Musikken er det eneste, der vidner om, hvad han gennemgik. Efterfølgende spurgte han sine to gode venner, Tomi Joutsen (Amorphis) og Gas Lipstick (ex-HIM), om de ville være med til at bidrage til Aleahs minde. For begges vedkomne var det et ja, før de overhovedet havde hørt musikken. Opstået ud af sorg præsenterer de nu Hallatar og albummet No Stars Upon the Bridge.

Hjerteskærende dystert, tungt og smukt

Hvis det er muligt at få gåsehud på sjæl og hjerte, tror jeg, at jeg har oplevet det nu. Der er flere aspekter af dette album, som gør, at jeg synes, det er en af de bedste doom metal-plader, jeg har hørt til dato. For at nævne de mest væsentlige årsager har musikken for det første en stærk aura af ærlig smerte over sig, og det er jo doom metal, vi er ude i her. Teksterne er så smukt skrevet, og Tomis fremførelse af dem er stort set til perfektion. Jeg elsker hans evne til at kombinere smertende skrig og ren vokal, der skaber en symbiose, som sætter det rette præg på pladen. Undervejs låner de Heike Langhans af Draconian, der bidrager med et kvindeligt touch, og det sætter prikken over i’et for mig, da det jo et sted er et projekt, der skal hylde Aleah, og Heike er den perfekte kvinde lige til denne rolle. Musikken er tung som en kampesten, der trækker dig ned på bunden af en sø af smuk melankoli. Der er så mange følelser i musikken, at man næsten ikke kan undgå at blive grebet af stemningen. Det er som at tage med Juha på en rejse igennem hans sorg og, med riffs, der sidder lige i skabet, er han et fantastisk bevis på, hvordan man kan bruge musik til at udtrykke de ting, man føler.

Guf for doom metal-fans

Hvis man er til det slæbende tunge og dystre spektrum af metal, har man virkelig noget at se frem til her, og hvis man er til det, har man af åbenlyse årsager intet imod, at det er ret dystert. For det er det mildest talt. Pak tankerne om lys i mørket væk for det har Hallatar, som titlen på pladen også illustrerer meget godt. Dette gør dog absolut intet. Med tanke på baggrundshistorien kan man ikke lade være med at blive påvirket af numrene, og det er et album, hvor man kan mærke, hvor personligt det er. Perfekt til når man har lyst til at fordybe sig i noget virkelig god metal og bare forsvinde ind i sin egen verden for en stund. Den lille gruppe mennesker har virkelig lavet et stykke gennemført arbejde, og jeg kan egentlig ikke sætte en finger på noget.

Tracklist

  1. Mirrors
  2. Raven's Song
  3. Melt
  4. My Mistake´
  5. Pieces
  6. Severed Eyes
  7. The Maze
  8. Spiral Gate
  9. Dreams Burn Down

Tilføj kommentar