I’m Back
Seksmandsgrupper er blevet uhyre populære på det sidste, og Haken er bestemt ikke en undtagelse. Det anmelderroste band skilte sig tidligere på året af med keyboard-specialist Diego Tejeida, da de ikke længere følte, at han og bandet delte den samme musikalske vision. Det præsenterede muligheden for at få et af de grundlæggende medlemmer tilbage i folden, nemlig Peter Jones. Hvis navnet ikke ringer nogen klokker, er du undskyldt, for Jones var kun med på bandets to første demoer, inden han tog afsked med englænderne i 2008. Sekstetten har over årene leveret en del fascinerende albummer, og deres sidste langspiller Virus imponerede os på heavymetal.dk så meget, at vi kvitterede med ti ud af ti kranier i 2020. Alene af den grund fortjener Fauna selvfølgelig også at ryge en tur på anlægget, selvom vi desværre missede den tilbage i marts måned.
Når dyrenes rige møder menneskets verden
Fauna er et konceptalbum, som forbinder menneskets verden og dyreriget, og dualismen er til tider direkte betagende. Nummeret ”Lovebit” beskriver en af verdens giftigste edderkoppers - den sorte enke - parringsritual, mens den samtidig kritiserer den giftige humane adfærd, som vi også besidder. ”Nightingale” er et andet godt eksempel, som fremhæver de smukke og rolige momenter i naturen, og refererer til H.C. Andersens eventyr Nattergalen, hvor den kinesiske kejser lader sig forblænde af en mekanisk sangfugl, som fejler i tidens løb. Det er et bizart koncept, som primært virker, fordi det giver sig selv masser af vriderum og lader sangene køre sit eget løb. Det tager heller ikke sig selv alt for seriøst, og så alligevel. For de fleste af emnerne er pokkers aktuelle. Åbningsnummeret ”Taurus” forholder sig dybt kritisk til den nuværende krig i Europa, og frygter for alle flygtningenes liv, som øjeblikkeligt blev vendt på hovedet, da krigen startede. ”You’ll see a million faces, fleeing the motherland in droves, who knows if we will make it? To that place, we’ll someday call home.” Lyrisk er Fauna bestialsk godt, og intensiteten i teksterne er helt på niveau med Virus.
”The Alphabet of Me” er en af pladens absolutte højdepunkter. Den er en sær lille perle, som er langt fra Hakens sædvanlige lyd, og her får Peter Jones for alvor muligheden for at skinne igennem med finurlige keyboardriffs i hobevis. Nummeret er noget af det mest lettilgængelige, som englænderne nogensinde har lavet, så her fremvises også diversitet i kompositionernes kompleksitet. ”Lovebite” er også et mindre progressivt mesterværk, som på knap fire minutter gør noget højst usædvanligt; Conner Greens baslinje får nemlig lov til at være det eneste instrument, som er koblet på Jennings’ vokal. Det er modigt og fremstår både ekspansivt og minimalistisk på samme tid, især når nummeret fremhæver kontrasten til allersidst ved at tilføje samtlige andre instrumenter som i et bagholdsangreb.
Rent musikalsk bliver træet dog kun grønt ét sted, for kvaliteten daler kraftigt mod slutningen af albummet. ”Elephants Never Forget” er alt for langt sammenlignet med, hvad den byder på, og Jennings’ teatralske operaagtige vokal igennem nummeret afslører nok en smule manglende selverkendelse. ”Eyes of Ebony” lider lidt af samme problem. Skæringen tager for lang tid om at komme i gang, og når den så endelig skyder med skarpt, bliver det hurtigt afbrudt af breakdown på breakdown. Samlet set kunne der snildt spares 10 minutter fordelt alene på disse to sidste numre.
For meget af det gode
En af de største faldgruber indenfor progressivt metal er en manglende stopklods. Hvornår er nok nok? Fauna er langt hen ad vejen et fantastisk album, men til sidst bliver det også her for meget af det gode. Jennings’ vokal er flere steder lige lovlig teatralsk og skinger, og længden per nummer kunne også godt skæres ned blot ved at fjerne diverse breakdowns og instrumentale broer. Vi når ikke helt standarden, som Virus satte, men omvendt kan englænderne stadig være mere end tilfredse.
