Suppe, steg og is

I 1988 udkom et af de nok mest indflydelsesrige konceptalbummer inden for metalgenren, Operation: Mindcrime – en fængende fortælling om politisk oprør og manipulation, der følger den tidligere stofmisbruger, Nikki, som den mysteriøse Dr. X hjernevasker til at blive snigmorder. I 2006 fortsatte historien med Operation: Mindcrime II, og i 2026, 20 år senere, tager Geoff Tate historien op endnu engang. Mens udgivelsen fra 2006 dog er en fortsættelse af den originale plade, fokuserer den aktuelle plade, Operation: Mindcrime III, på den originale historie, blot fortalt fra Dr. X’s perspektiv.  

Langt mellem snapsene

Når man har med et konceptalbum at gøre, kan det egentlig gå én af to veje – på den ene side kan man have et album, der kun løst følger én stringent historie, og hvor alle sangene kan stå stærkt hver for sig. På den anden side kan man have et album, hvor historien står tydeligt og ofte forstærkes af lydbogslignende sekvenser – på sådanne plader fungerer sangene som regel bedst som enhed. Operation: Mindcrime III befinder sig et underligt sted mellem de to kategorier, hvor historien langt hen ad vejen kun bliver tydelig for den garvede lytter, der er bekendt med historien fra 1988, mens der andre steder går lidt for meget konceptalbum i den med et minuts lange numre, der blot fungerer som stemningssættende overgange mellem de reelle sange. Ligeledes svinger referencerne til den originale plade mellem at være smagfuldt nedtonede og pinagtigt åbenlyse. Førstnævnte høres blandt andet på femte nummer, “I’ll Eat Your Heart Out”, hvor man ikke er i tvivl om, at historien er fortalt fra Dr. X’s perspektiv. Sangen overbeviser med et fedt 1990’er groove, hvor særligt instrumentsporet med den eksplosive guitar fungerer godt. Vokalen virker derimod til tider lidt usikker, hvilket kan undre set i lyset af Geoff Tates ubestridte sangevner. Beklageligvis er de uharmoniske og lettere kaotisk-klingende vokalpassager et tilbagevendende problem. Det bliver tydeligt på “Power”, det mørke modstykke til “Speak”, hvor vokalen og instrumenterne modarbejder hinanden i stedet for at spille sammen, hvilket forstærkes af sangens teksttunghed, hvor man bliver helt stakåndet af bare at skulle lytte med. Derudover er dette nummer et glimrende eksempel på, hvordan man ikke skal referere til sine tidligere værker: Hvor det i originalen lyder “Speak the word / The word is all of us”, lyder det i den nye udgave “We speak the word / The word is whatever the fuck I want it to be”, hvilket bare kommer til at virke ret bøvet og ufrivilligt komisk, da hr. Tate ikke er nogen vårhare mere.

Ikke nogen consommé

I en tid, hvor nostalgi ofte sejrer over kvalitet, er det nærmest oplagt at koge suppe på sine tidligere succeser, hvilket både giver en kunstner mulighed for at mindes sin egen storhedstid og lade lytteren tænke tilbage på en tid, hvor spandex var sejt, og ozonhullet endnu ikke var blevet opdaget. Det er naturligvis svært at måle sig med den originale Operation: Mindcrime, der er intet mindre end genial, men når man sender den gamle traver i manegen til en tredje runde, så forventer dedikerede fans et album, der er meget mere gennemarbejdet – både hvad angår story og lyd – og står skarpere end Operation: Mindcrime anno 2026.