Portugisisk weltschmerz

Gaerea er måske nok et uægte ord, skabt af bandet selv, hvis betydning er op til lytterens egen fortolkning. Men hvis det havde en reel betydning, burde det absolut være weltschmerz – for intet band formår at kanalisere sin indre frustrationer ud i æteren lige så smerteligt og elegant som de maskerede portugisere.

Jeg har tidligere smidt ros og stjernestøv efter bandet, og tilbage i 2020 erklærede vi da også, at Limbo – bandets forrige udgivelse – var årets udgivelse. Vi proklamerede også, at der var tale om post-blackens svar på Master of Puppets. Derfor er forventningerne til Mirage så høje, at Babelstårnet fremstår som en et nedtrampet muldvarpeskud til sammenligning – og hvordan kan noget band leve op til så høje forventninger? Spoiler: Det kan de heller ikke.

Unødigt fedtlag og svovlsøer

Mirage fortsætter præcis, hvor Limbo slap. Åbningsnummeret, ”Memoir”, genbruger elementer fra det forrige albums åbner, det mesterlige nummer ”To Ain”, og generelt er det tydeligt – hele albummet igennem – at den lyd, bandet opdagede på Limbo, er præcis således, Gaerea mener de bør og skal lyde på godt og ondt. Gaerea besidder en eksplosiv minimalisme og formår at gøre utrolig meget med utrolig lidt – selv stilheden behersker de, hvilket bliver demonstreret mesterligt på titelnummeret, hvor midterstykket fungerer som en sjælenedbrydende og smertelig renselse af sindet. Det er smukt og grimt på samme tid, men det er bare noget, de har gjort før i en sådan grad, at det næsten bliver formularisk og forventeligt. Og netop det største problem med Mirage er, at det – delvist – virker, som om bandet tillader sig at hvile på laurbærrene. Der er ikke længere et behov for at genopfinde den dybe tallerken eller at udfordre sig selv, for man har opdaget opskriften på succes. Ligeledes er der en del unødvendigt fedt på albummet, så nemt kunne være blevet skåret fra. Numre som ”Ebb” og ”Deluge” gør absolut intet andet end at fylde på, og et nummer som ”Arson” kæmper bravt for at retfærdiggøre sin eksistens på albummet, men formår at komme over spærregrænsen. Dog er de resterende fem numre alle post-black i verdensklasse, og numre som ”Salve”, ”Laude” og ”Mirage” er præcis samme liga som tidligere sange som ”Null”, ”Conspiranoia” og ”Urge” fra Limbo. Jeg savner dog et nummer som ”To Ain”, et nummer så stort, så magisk og så katarsisk, at tonerne får ens sjæl til at krølle sig selv sammen i smertelig forløsning, men lynet slår jo, som bekendt, aldrig ned det samme sted to gange. Men ser man bort fra det faktum, at albummet ikke er rendyrket perfektion, så er Gaerea stadig i absolut musikalsk topform. Især vokalen har fået lov til at fylde mere i mixet, hvilket er genialt, for netop denne er essensen af Gaereas musik, da få vokalister formår at lyde så indebrændte og så frustrerede – man kan nærmest høre, hvordan spyttet, galden og fråden fosser ud under masken, som en kaskade af svovl fra det mørkeste dyb.                           

Godt nok

I tilfælde af tvivl vil jeg tillade mig at cementere, at Mirage er et godt album. Men det formår absolut ikke at vælte forgængeren af pinden, selvom jeg er sikker på, at netop denne udgivelse vil være med til at føre Gaerea videre op af popularitetens rangstige – hvilket er perfekt, jeg ønsker kun gode ting for bandet, da de fortjener absolut intet andet end netop ros og anerkendelse. De maskerede portugisere forbliver et af de mest spændende bands i nyere tid, og når de så samtidig følger det op med musikalsk professionalisme i verdensklasse, så er der ikke andet for end at kippe med hatten.