Dansk ørkenrock
Der er helt generelt alt for lidt ørkenrock. Derfor springer jeg straks til, når der foreligger stenet rock, som endda er dansk. Kan det blive mere interessant? Og dog, for kaster man blikket på anmeldelserne af bandets diskografi på heavymetal.dk, tegner der sig et blandet billede. To glimrende EP’er af en kvalitet, som debuten ikke levede op til. Ergo er det tid til revanche, når de fodkolde disker op med deres anden fuldlængder.
Hård campingrock
Hvad for en slags musikalsk ørken begiver vi os ud i? Man bør glemme alt om Queens of The Stone Ages originale fusion af polka og Kyuss. Det er ikke den slags underlige musikalske eksperimenter, der venter. Det er mere a la Brant Bjork, dog med en pompøs linje i melodierne. Særligt vokalen, som rent teknisk er stærkere end Bjorks, men drejer Fusskalt i en mere hardrocket retning. Omkvædet i ”Faceless Man” er et soleklart eksempel herpå. Fusskalt differentierer sig fra Bjorks afslappede ørkenstøv med en mere konservativ sangskrivning og atmosfære. Det skæve findes sjældent her på trods af ”River of Gold”, der næsten kan snige sig med på et af Bjorks album. Resterende skæringer er umiskendeligt skandinaviske, hvilket let høres i guitaren, der sonisk og i eksekvering ligger op ad Lowrider og Truckfighters, hvis sidstnævnte skruede ned for fuzzen.
Så det er ørken, jep, og den semiselvbetitlede åbner, ”Fuzz Cult”, er som at træde ned i sine gode gamle slidte cowboystøvler. Kulten har den autentiske ørkenlyd, men viser med det samme, at det californiske ørkenstøv ligger på klodens bagside. Her er det mere seriøst og alvorligt, hvor genrens konventioner måske netop tages for alvorligt, for det er svært at skelne de seks skæringer fra hinanden. Der mangler noget, der står ud, eller stærkere sange som helt automatisk ville markere sig. Selv den afsluttende psykedeliske tur rundt i verdensaltet med ”Hippielort (The sacrifice I make)” gør ikke nogen forskel, for nummerets første halvdel er gennemsnitligt ørkenstøv som resten af albummet.
Fusskalt lever op til navnet
Fusskalt er hverken hippie eller noget lort, men deres anden fuldlængder lever desværre godt op til bandnavnet. Faceless Man giver ikke varmen i sjælen, man når højst at blive lidt – ja, fodkold. Det kræver fysisk aktivitet fra lytterens side, når pulsen skal med op. Vil man føle musikken røre noget i sig, må man ty til genrens mestre. Dermed ikke sagt, at Faceless Man bør undgås, men det er et let forglemmeligt album. Sidste år lavede både Fu Manchu og Slomosa album, der stadig står som noget nær mesterværker. Det må være det pejlemærke, de fodkolde bør styre efter.
