Fossils - Flesh Hammer

Flesh Hammer

· Udkom

Type:Album
Genre:Sludge metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 10/10

Brugervurdering: 10/10 baseret på 2 stemmer.

Fossils banker kød og trommehinder og kærester fuldstændig møre

Nogen gange skal der ikke mere end to mand til at lave en fest, og sikken fest Fossils får lavet!

Fossils er et to mand stort band, der bl.a. har spillet på Spot festival i 2013. Bandet består af Per på trommer og Simon på bas, altså INGEN guitar eller vokalist, men masser af no nonsense noise rock, med en lyd der til tider nærmer sig sludge metal. Som noget unikt er alle optagelserne, til det nye album, udgivet på YouTube og det er altså ret fedt at se! Se bare i bunden af anmeldelsen. Fossils har tidligere udgivet albummet Meat Rush og The Veal Thing en live EP. De har ligesom det nye album "Flesh Hammer" kød som tema, Altså super god humor med rødfarvede ansigter og nu beef jerky på album coveret. Det rammer altså rigtige mænd lige i hjertekulen det her. De to ekvilibrister kommer fra bandet Studson, der blev opløst i 2005. Studson lød ret punk-agtigt med en skrigende forsanger. Det klæ’r bandet at de nu kun er to, især fordi det lykkes at lave en meget stor lyd og masser af skøn støj. Man fornemmer at de selv kan styre lyden og dermed bliver der skruet helt op for nogle få udvalgte virkemidler, men bemærk at det er på old school manér. Du finder ikke underlige samples og elektroniske lyde her.

Gennemgang

Per der spiller trommer, minder til tider om en Duracell kanin, der aldrig bliver træt. Han banker derudaf med super teknik og høj energi, samt en fed sprød lyd, med en hi hat, der er en fin kontrast til bassen. Simon har fået sin bas til at lyde som et snerrende bæst, ja jeg har aldrig hørt en bas der lyder på den måde før. Den lyder nærmest som en guitar, der er tonet nogle oktaver ned og plugged til et rovdyr af en distortion forstærker og man fornemmer funk og jazz inspiration hos dem begge.. flot! Albummet er meget proteinrigt og højenergisk, man bliver helt stakåndet.

Første nummer "Carnivore Arrest" lægger tonen an. Bassen forvrænger så man kommer helt op på dupperne. Man kan da, til tider, godt fornemme at bandet er to mand, men ellers lyder det som en gigantisk kakofoni på den fede måde. Der er masser af ypperlig støj og så slutter nummeret næsten før, det får begyndt!

Næste nummer "Critical Mass" er dejlig tungt. Man bliver bare revet med af denne tsunami af kødmasse der kommer mod en, skønt!

Og sådan fortsætter det med de mest vidunderlige titler: "Pelvis Crust" "Lard Obstacle" "Cat Stalker" "Filet Horizon" et lidt tungere nummer, der nærmer sig sludge metal, hør det højt og din rygmarv går i resonans og vibrerer længe efter de to minutter er overstået. "Stun" har super fede breaks og en god melodi blandet med larm, der hvis du skruer højt nok op, tilmed får dine indvolde til at vibrere faretruende. "Spamtastic" "Flesh Pillar" starter, meget atypisk, stille op. De stille momenter afbrydes dog hurtigt af en bas i overdrive og en uhyrlig mængde larm, skønt! "Crack Horse" er sidste nummer på denne hurtig overståede fornøjelse. Det er et super fedt nummer, med en god melodi og en energi der bare får en til at svinge kødhovedet frem og tilbage i en forrygende fart.. yee haa!

Konklusion

Fossils er ret unik dansk energisk noise rock med metalliske aner. Det gør ikke noget at numrene er korte, ca. 2 min per styk, du kan jo bare høre dem igen! Husk at skrue helt op. Det her skal høres højt, ellers går du glip af proteinerne, her serveret som skøn støj, der bare rykker i dine indre organer.

Flesh Hammer er rock skåret helt ind til benet, al fedt er skåret væk, her er kun proteinerne og knoglen til at banke takten med, det er forrygende. Eneste lille pip kunne være ønsket om at der kom endnu mere variation i tempo og et lidt mere progressivt udtryk, men der behøver bestemt ikke være flere instrumenter, da de klarer at lave mere lyd end mange større bands. Ah ja og så vil jeg gerne se mere YouTube sjov og mere kød og måske endda blod næste gang? Så fuck af din Bon Jovi elsker af en kæreste og lad farmand få sine kalorier i fred, mums!

Her er så et eksempel på en af deres recording sessions, det fantastiske nummer "Crack Horse" god appetit!

Tracklist

  1. Carnivore Arrest
  2. Critical Mass
  3. Pelvis Crust
  4. Lard Obstacle
  5. Cat Stalker
  6. Filet Horizon
  7. Stun
  8. Spamtastic
  9. Flesh Pillar
  10. Crack Horse

Kommentarer (1)

YBTHEKING

Indlæg: 1

Kanon anmeldelse der! Lyder

Kanon anmeldelse der! Lyder som et (kød) hammer fedt album. Yee Haa!