Forest God - The Boy Who Flew Away

The Boy Who Flew Away

Udkom

Type:EP
Genre:Hard rock
Antal numre:3

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Masser af potentiale, men uden den store forløsning

Instrumental show-off

Forest God har base i Aalborg og betegner sig selv som et rock/metal-projekt, og man kan med rette sige, at de bevæger sig hen ad den mere proggede sti. EP’en The Boy Who Flew Away byder på tre numre, hvor to af dem er instrumentale. Den er lige på nippet til at blive kaldt en EP, da første nummer vel mere er en intro end et decideret nummer. Vi skal i hvert fald hen til andet nummer, ”Stone Heart”, før der rigtigt sker noget, men det er skam også ganske overbevisende.

Der er oceaner af dybde i deres musik, og det er ganske godt produceret, men forløsningen mangler i den grad. Efter man har lyttet sig igennem de ca. 11 minutter, så sidder man ganske umættet. Dels fordi at man gerne vil have mere, men også fordi at der mangler noget pondus og lidt mere energi. Det er harmonisk og godt komponeret, men det tangerer desværre det kedelige frem for det magiske. Der er dog ingen tvivl om, at dette band oser af potentiale, og det mærker man tydeligt på førnævnte ”Stone Heart”, som virkelig giver Opeth-vibes. Virkelig et fedt nummer, men igen uden den store forløsning. Det starter super godt ud, men fader hen og taber én en smule undervejs. Vokalen bliver først introduceret på sidste nummer, ”Sky”, men er mere fyld end decideret i front. Man savner dog ikke vokal på denne EP, da det er det instrumentale, der er i fokus her.

Bunden er lagt, nu skal vi have fylde

Forest God er et band, som kan finde ud af at placere tonerne rigtigt. De kan virkelig noget, og man er ikke i tvivl om, at det er nogle dygtige herrer, vi har med at gøre. EP’en viser deres tekniske færdigheder og musikalske kunnen, men den magi, som jeg fornemmer, at dette band kan skabe, udebliver desværre. Opskriften er rigtig, der mangler bare noget fyld og noget slagkraft, for at det kommer til at have en relevans og gøre sig bemærket.

Tracklist

  1. Boy (Instrumental)
  2. Stone Heart (Instrumental)
  3. Sky