Embrace the Sun - The Lion Music Japan Benefit Project

The Lion Music Japan Benefit Project

· Udkom

Type:Album
Antal numre:25

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

"Embrace the Sun: The Lion Music Japan Benefit Project" er et album med musik af forskellige kunstnere på Lion Music, og er en central del af Lion Music Japan Benefit Project, som er et velgørenhedsprojekt til støtte for ofrene for det frygtelige jordskælv, der ramte Japan i marts.

Der er i sagens natur tale om en lidt blandet omgang metalbolcher, og er alt lige fra teknisk dødsmetal, akustiske instrumentale numre, storladen power metal, sødsuppeballader, gammeldags hård rock, folkemetal, progressiv metal/rock og hvad har vi.

Jeg synes måske, der er lidt for mange episke klaverballader på dette album til at det er en plade, jeg vil høre fra ende til anden. Produktionen på mange af numrene bærer også præg af, at man har været under tidspres, og dermed er produktionen altså ikke så god på en del af numrene (uden, at den ligefrem er dårlig, skaldet siges), jeg vil stadig anbefale, at man køber dette album og støtter den gode sag.

Du kan læse mere om projektet her: http://www.lionmusic.com/cd/embracethesun.htm

Blandt de nævneværdige numre er følgende.

Infinity Overtures "Do You Care?" er progressiv teknisk døds-thrash med growlede vokaler samt en ret rocket kvindelig vokal. Jeg synes, at dett enummer bærer lidt prag af at være smækket hurtigt sammen - ikke så meget i forbindelse med kompositionen, men produtionen virker noget ulden og demo-agtig (og de growlede vokaler er ikke særligt høje i mikset og næsten udefinerbare). Men i det store hele, synes jeg det er et ganske fedt nummer med skæve takter, blærede shreddy soli, og hvad der ellers hører sig til.

Overdrives "New Beginning" er meget bedre produceret, og sangen er en lige ud ad landevejen gammeldags heavy metal sang med guitarharmonier og 80er-omkvæd, og er ganske opløftende og giver en lyst til at rocke med.

Emir Hots "Fear of the Storm" er et episk og medrivende power metal nummer med folk-tendenser i omkvædet. Normalt er det ikke en genre, der siger mig så meget, men lige dette nummer har en dragende atmosfære over sig, og så synes jeg, at folke-elementerne faktisk er ret vellykkede.

Venturias "On the Brink" er mere ovre i en blanding af alternativ rock og gotisk metal a la "Draconian Times" og "Believe in Nothing", og er med sin melankolske atmosfære en ganske stemningsfyldt rock/metal-sang, der sagtens kan tåle at blive hørt flere gange.

Ligesom "Fear of the Storm" har Iron Masks "Suns of the Storm" rigeligt af folkeelementer og blander med stor succes power metallens energi og fængende natur med folkemetallens stemning.

Astras "Voice from Within" er ovre i den progressive rock, men har visse hard rock og metal elementer, og er en episk og fængende sag med en klar og tydelig vokal samt masser af stemning - hører efter min mening til blandt de bedste numre på dette dobbeltalbum.

Der er helt klart kvalitetsmusik på denne udgivelse, og specielt hvis man er til power metal, progressiv metal og hard rock, er der en del at komme efter. Der er dog også enkelte skæringer, albummet måske ville være bedre foruden, hvor det er alt for tydeligt, at trommer er programmerede og den slags.

Som sagt, synes jeg under alle omstændigheder, at man skal investere i albummet og støtte den gode sag.