Electric Hellride - Praedam

Praedam

Udkom

Type:Album
Genrer:Groove, Thrash metal
Antal numre:9

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

En mere kompleks og sammensat lyd på nyt album

Danske Electric Hellride har eksisteret siden 2008 og er nu klar med deres andet studiealbum. Bandet er blevet kaldt den danske pendant til Machine Head, og man kan bestemt godt forstå, hvor sammenligningen kommer fra, men på Praedam har bandet udvidet deres lyd. Der er tydelig inspiration fra Lamb Of God samt elementer fra både black og sludge. Derudover har Electric Hellride også hævet ambitionsniveauet og skrevet et konceptalbum. Praedam er latin for ”bytte”, og fikseringen på at jage eller blive jaget passer perfekt ind i den atmosfære bandet skaber på dette album. 

Groove, hårdtslående riffs og en klar rød tråd

Efter en lækker intro til at sætte scenen kommer bandet flyvende fra start. ”Netherworld” er gruppens klassiske blanding af groove og thrash, men vi får også black-inspirerede blastbeats, og nummeret er et fantastisk eksempel på den smukke balance mellem de genrer, som Electric Hellride jonglerer med. Nummeret flyder, som var det progressivt metal og groover som bare fanden. De er, som nævnt, mange gange blevet sammenlignet med Machine Head, og med numre som ”Acces Manifest” er det let at forstå hvorfor. Både lyden og balancen mellem aggressivitet og guitarriffs er som at høre amerikanerne i deres unge dage. Samspillet bandet imellem er i det hele taget sublimt. Imens Brian Olsson spiller det ene mere groovy og omskiftelige beat efter det andet, bliver man ramt hårdt og præcist af svedige guitarriffs som et rådyr, der aldrig så skuddet komme en forårsdag i maj. Numre som ”King of Suffering” og ”Bite the Prey” vidner om en mere moden og selvstændig lyd, hvor de hurtige skift mellem groovy beats og blackelementer vidner om en mere original lyd. Også Casper Villumsens vokal fortjener ros på Praedam. Han har fundet den helt rigtige stemning til albummet, og han formår at formidle de fede tekster på en intens og overbevisende måde, som binder numrene sammen.

No rush, no problem!

Praedam er på mange måder et utrolig modent album taget i betragtning af, at det kun er Electric Hellrides anden skive. Det har tydeligvis givet pote for bandet at tage en pause mellem første og andet album og udgive en EP i mellemtiden for at finde ind til kernen af Electric Hellride. Gruppen blander elementer fra mange genrer, men albummet opleves aldrig fragmenteret. Det groover og flyder perfekt, og produktionen sidder lige i skabet. Bandet er godt på vej til at gå fra lille Machine Head til store Electric Hellride, og i takt med, at deres lyd bliver mere og mere selvstændig, er den udvikling uundgåelig. Ni små kranier og stor kudos herfra.

Tracklist

  1. Homicidium
  2. Netherworld
  3. Access Manifesto
  4. By The Roots
  5. The Ghost Army
  6. Death Zone
  7. Bite the Prey
  8. The Referral Mindset
  9. King Of Suffering

Kommentarer (1)

Birger Sommer

Electric Hellride - nyt almum

Lyt til Praedam! Hårdtslående - men varieret og melodisk! Værd at vente på - køb det NU!