Echotime - Side

Side

· Udkom

Type:Album
Genre:Prog metal
Antal numre:18

Officiel vurdering: 3/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Et kopiband, der ikke er et kopiband

Italienske Echotime har smidt deres andet album på gaden, hvor de endnu en gang forsøger at skabe et konceptalbum i prog metal-genren på lige fod med bands som Avantasia, Ayreon, Symphony X, Dream Theater og deres landsmand Luca Turilli. På den måde forsøger de at opfinde den dybe tallerken på ny og snige sig ind, hvor andre har fået succes. Som de selv beskriver deres værk, er det ”en rejse gennem korruption, vold og krig”.

Det hele bliver for meget

Som sagt: Side er et konceptalbum, hvor vi følger karakteren Lily, der fortæller en tilfældig bartender en historie med en masse karakterer, som hver især bliver iscenesat med en sang. Det komiske består i, at hvor bands som Avantasia og Ayreon med deres mange gæstevokalister er i stand til at skabe en fed stemning med mange forskellige stemmer, er det forsangeren Alex Kage alene, der skal forsøge at fortolke de forskellige stemmer i fortællingen.

Samtidig med det skal musikken forsøge at tilføje den stemning, som Lily nu fortæller om og hjælpe lytteren ud i en fortællerisk dramatisering af, hvad det er, Lily har oplevet. Det hele bliver blandet sammen i en stor italiensk blender sammen med musikstilarter fra hele verden. Hvis de så kunne vælge at blive i prog metal-genren, ville det måske have været en halvanstændig fortælling, men hele seancen er smittet med indflydelser fra jazz, pop, rock, latin og funk.

Man skulle så tro, at det her var nok, teksten i det mindste ville være til at følge, og Alex Kage ville være i stand til at træde ind i den karakter, han nu skal forsøge at synge som. Men nej. Et godt eksempel på det er ”The Bend of Love”, som er så underlig og usammenhængende fra resten af albummet, at man skulle tro, den kom på skiven ved en fejl. Vokalen er overdrevet, bevidst endnu dårligere accent end normalt og en parodi på alt, hvad der har med teater og karakterskuespil at gøre.

Intet er dog så skidt, at det ikke er godt for noget. I denne omgang er det værd at sætte pris på den teatralske produktion, der er sat i sving, og bearbejdelsen af albummet er også værd at nævne, som værende en god ting. Den falder bare rigtigt meget i baggrunden, når man ikke kan fokusere på meget andet end det hysteriske ved udførelsen.

Hvor er pladeselskabet?

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvem der, som ansvarlig ved pladeselskabet, har godkendt denne vederstyggelighed. Der må have siddet en, som netop har tænkt, at ved at læne sig op ad det kendte koncept, skal det nok gå godt, uden at have lyttet til musikken. Jeg har svært ved at fremhæve nogen sange som værende gode, for netop som musikken lægger op til noget godt, kommer vokalen ind og smadrer det hele, og man ved aldrig hvilken type vokal, der vælges til lige netop denne specifikke sang.

Jeg har valgt at give tre kranier, og det er alene ud fra, at jeg fik et smil på læben et par gange over den måde, Kage fortolker sine karakterer, og der fra tid til anden sniger sig lidt spændende musik ind. Jeg synes virkeligt, at de skulle have været lidt mere selektive omkring, hvilken musikstil de ville lave deres album i, frem for i dem alle sammen. Og så burde de nok have gjort brug af den mulighed for gæstevokalister, så der kom lidt mere variation i stemmerne.

Tracklist

  1. In - Side
  2. Mr. Valentine
  3. The Fourth Estate
  4. The Lighthouse
  5. Money
  6. Sickness
  7. Addiction
  8. Hymn of Glory
  9. Millstone
  10. The Orphanage
  11. The Bend of Love
  12. Lust and Desire
  13. The River
  14. Black Dunes
  15. Stream of Life
  16. I Have Seen...
  17. Freakshow (The)
  18. Out - Side

Tilføj kommentar