Talent uden sammenligning

Den yderst flittige psykedeliske bluesrock-trio fra Holland, der siden deres første udgivelse i 2009 har smidt en nyt album på gaden med få års mellemrum, har holdt den gode stime og udgiver den 3. februar deres niende studiealbum “Love, Death & In Between”. Den består af 12 sange og har en spillelængde på lidt over en time. Siden bandets dannelse i 2007 har lineuppet været stabilt med Pablo van de Poel på guitar og vokal, Luka van de Poel på trommer og vokal samt Robin Piso på hammondorgel. Det nye album falder perfekt i tråd med deres stærke bagkatalog, der er præget af fede tekster, lækker sang samt melodier båret af hammondorglet, hvilket giver gruppens numre en old-school retrolyd. Og dem, der har oplevet dem live, er heller ikke i tvivl om, hvor de har deres inspiration fra: De er så seventies –  både i påklædning og i deres meget tilbagelænede optræden!

Tag med nattoget!

Albummet starter med “Night Train”, som koncertgængere allerede har haft den store glæde af at høre live. Sangen har en fed groovy rytme, en iørefaldende melodi ikke mindst den karakteristiske sprøde “vintage” guitar-lyd – og med denne potentielle landeplage indledes den psykedeliske rejse med nattoget gennem kærlighed, død og det, der nu måtte ligge inde imellem. Rejsen går videre med “Heart Stopping Kinda Show”, der har en fed kombination af baggrundskor og blæseinstrumenter samt en fantastisk vokalperformance fra Poel-brødrenes side. I et interview har Pablo forklaret, at trioen med denne sang ville opnå en næsten religiøs oplevelse for lytteren, hvilket han selv havde haft, da han havde været med til en gospelgudstjeneste i USA. På pladens næste sang “Will o’ the Wisp” har bandet skruet op for blues-aspektet – og det fungerer bare, da de virkelig har skabt et fantastisk smukt nummer med sfærisk vokal leveret af en kvindelig vokalist samt et perfekt sammenspil mellem guitar og hammondorgel. Men det er jo ikke et RIGTIGT psykedelisk album, hvis der ikke er mindst én sang med fuldkommen abstrus tekst. Den rolle har pladens sjette track “Mr. Garbage Man” overtaget, for allerede ud fra sangens titel kan man slutte sig til, at teksten er netop det –  lidt gådefuld og mærkelig. Men sangen er stadig yderst iørefaldende og passer perfekt til resten af sangene på albummet. “Rosita” skiller sig med sin længde på over seksten minutter stærkt ud fra de andre, der varer mellem tre og seks minutter, men det gør slet ikke noget! Den består af så mange forskellige delelementer, at den på intet tidspunkt bliver kedelig, men på samme tid flyder de enkelte elementer så godt ind i hinanden, at det ikke bliver for rodet. Vi har altså med en sang at gøre, der til tider lyder lidt som “Love Potion Nr. 9” fra The Clovers og andre steder har et vibe, der minder meget om Elf. Pladens sidste sang “Queen of Space & Time” sætter en fin sløjfe på dette næsten fuldkomne værk, som hollænderne virkelig kan være tilfredse med.

Trip tilbage til 1970’erne

Gang på gang viser DeWolff, at de virkelig har noget at byde på, og nu har de sgu gjort det igen! En ting, der er helt fantastisk ved DeWolff, er, at deres musik virker langt mere autentisk og ægte end meget af det andet, der kommer ud på markedet nu til dags –  det er hverken overproduceret eller klinisk. Selvfølgelig er denne kombination af blues og psyke nok ikke lige alles smag, og jeg vil give eventuelle kritikere ret i, at pladen med en spilletid på over en time godt kan blive lidt for meget i længden. Men alle sangene står meget stærkt som selvstændige små kunstværker, og alt i alt er det en plade fyldt med 1970’er-inspireret øreguf.