Så, så, drenge, ro på, vi når det nok!
Tyske Dethroned virker på nogle punkter til at være et fiktivt band fra en komedieserie ikke helt ulig Dethklok eller Beelzebubs. De tyske mørkemænd har ganske vist eksisteret og spillet sammen siden 1991, men først i 2017 fik de lavet et album. Inden da bestod deres diskografi af diverse demoer, opsamlinger og amatøristiske livealbum. Om denne langsommelige proces skyldes uoverensstemmelser, krukkeri eller for megen hygge (læs: bajere og bong) i øvelokalet, kan jeg ikke svare på, men uanset årsag må vi konkludere, at Dethroned ikke just er et travlt band. Så her, næsten syv år efter, er bandet klar med sit andet album, A Bridge to Eternal Darkness – et album, der lige så godt kunne være udkommet i 1991. Så hold på kutte og nittearmbånd, for nu bliver det retro!
Må jeg anbefale en trommeslager, der kan tælle?
Dethroned spiller klassisk black metal af den helt gamle skole – undskyld: skölë. Det handler om Satan, kirkebrande, esoteriske broderskaber, jomfruofringer og ja, generelt alt det, man kan, bør og skal forvente af et band, hvor medlemmerne bærer kunstnernavnene ”Corpse”, ”Barkrayal”, ”Golzanath”, ”Nebulah Danyal” og ”John Never”. Nej, det sidste er ikke en joke, men den kære John fik vist ikke lige memoet om, at man skulle have et sejt navn for at være medlem – og så er vi lidt tilbage til det med, at Dethroned virker som en joke.
Men udover at være gammeldaws så er Dethroned også fra Tyskland, hvilket betyder, at det er black metal med en ret stor portion melodi i sig – hvilket da så sandelig også er noget nær det eneste, der er med til at redde det her projekt. Ligeså melder der sig også noget tysker-thrash a la Sodom og Destruction hist og pist, hvilket er ganske klædeligt. Hvad der dog ikke er klædeligt, er trommespillet. Nu kender jeg jo ikke Herr Barkrayal personligt, men jeg har ham mistænkt for ikke at kunne tælle. På intet tidspunkt formår han at køre samme tempo som resten af bandet. Han er konstant 10-20 % hurtigere end resten af bandet – og det er altså vel at mærke, når han spiller noget, der matcher det, de andre spiller. Det er der dog ingen garanti for, da han nu og da bare går jazzamok og spiller efter en melodi, der kun er i hans eget hoved, som på ”Colour Out of Space”. Det er både forvirrende og enerverende at lytte til. Heldigvis er han i et band med to ganske udmærkede guitarister, som egentlig formår at skabe nogle ganske udmærkede riffs igennem hele pladen. At størstedelen så lyder som nogle, Denial of God har skrevet, er en anden side af sagen.
”Ruf der Tiefe”, ”A Bridge to Eternal Darkness” og ”Come to Me” er alle potentielt gode numre, hvis de nu altså havde en trommeslager, der ikke spillede, som Barkrayal gør. Generelt er uforløst potentiale den titel, som det her album burde have haft. For der er egentlig mange gode ideer samt elementer at finde, men de drukner i tilsvarende dårlige ideer og en helt grundlæggende mangel på sonisk identitet. Igennem hele albummet er det tydeligt, at Dethroned faktisk ikke aner, hvad de vil være, eller hvad de vil spille. De vælter rundt i en malmstrøm af trve black, black-thrash, melo-black tilsat dybt unødvendige synth-passager. Det er sgu noget rod.
Trip-trap-trone
’Dethroned’ indebærer, at man på et tidspunkt har siddet på en trone. Det har de her gamle drenge ikke; det tætteste, de har været på, må have været en trip-trap-stol. At man efter en så lang karriere ikke er nået længere i sin musikalske proces, end at man ikke engang har styr på, hvilken form for musik man egentlig vil spille, er strengt taget pinligt. Så, Dethroned, I behøver ikke ringe igen.