Cloak - To Venomous Depths

To Venomous Depths

· Udkom

Type:Album
Genrer:Black 'n' Roll, Doom metal
Antal numre:9

Officiel vurdering: 10/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Sort er det nye sort

Det er i grunden morsomt at tænke på, at black metal startede ud som værende essensen af en ”lukket klub”, hvor man skulle gøre værre ting end bare at spise en skovsnegl for at være med, når man ser på hvad black metal er anno 2017. Sort er, om noget, stadig det nye sort. Black metal-bands er i løbet af de sidste få år sprunget op som fluesvampe alle vegne, og ideen om genren som en lukket klub for de utilpassede og uvaskede få, er blevet sprunget til atomer. Black metal er præcis hvad DU synes den skal være, og så er det ellers totalt ligegyldigt, om du mener det skal være snusket, grimt og koldt, eller om det skal være syret, storslået og 70’er-agtigt. Bare se herhjemme, hvor black for alvor bliver båret frem af bands såsom ORM, Slægt og Solbrud, der alle har hver deres helt egen idé om hvordan black metal skal lyde. Black metal er blevet – gisp – mega populært og totalt mainstream, og der går nok ikke længe, før du kan købe dig en Burzum-trøje i din lokale H&M, så lad lige være med at brænde den ned, ikke?

Sabbath Bloody Sabbath

Georgia, som ellers er en ellers meget kristen og republikansk stat, har fostret i hvert fald ét black metal band i nyere tid: Cloak. Cloak har som sådan eksisteret siden 2013, men først i år var de klar med deres debut, To the Venomous Depth, en herlig reference til de giftige svovlsøer, dybt nede i Helvede selv. Cloak spiller black ’n roll, og kan egentligt godt sammenlignes med vores hjemlige Slægt, både i forhold til deres visuelle udtryk og deres lydbillede, der begge trækker sorte, slimede spor tilbage til slutningen af 60’erne. Men hvor Slægt, i mine ører, minder om Led Zeppelin, minder Cloak mere om Black Sabbath. Deres musik er langsommere, mere fedtet og groovy, mens de holder fast i en række akustiske elementer, der er med til at give det et okkult og syret touch. Man kan næsten forestille sig, hvordan Aleister Crowley ville have syntes, at Cloak var alt hvad han havde behov for. Generelt er det meget tydeligt, at det netop er denne okkultisme og spiritisme fra starten af 1900-tallet Cloak ønsker at blive forbundet med; en tid, hvor de moderne dæmoner og djævle begyndte at røre på sig, og stille og roligt sneg sig ind i datidens popkultur. En tid, hvor mørket, det ukendte og det forunderlige blev populært, på samme måde som black metal nu er blevet hipt - et sammentræf? Måske, måske ikke.

666%

Musikken holder, og det herlige mix af snaskede og mudrede Black Sabbath-agtige doom-riffs, blandet med den akustiske uhygge og klassiske black-vokal, skaber en slags black, der bare fungerer fuldt ud her i år 2017. Det er velproduceret, og ja, jeg ved godt at det er et af de absolut største fy-ord man kan finde frem når det kommer til black metal, men jeg er nu engang den type, der godt kan lide at min musik altså også lyder godt, i stedet for noget der bevidst lyder decideret rædderligt. Selv deres albumcover er mega fedt, med sin pergamentgule farve, og dystre nonnekranier der pøser blod ud af sine øjensokler. De ni numre byder på en perlerække af forskellige indtryk: alt lige fra et instrumentalt nummer, til et nummer som ”The Hunger”, der æder din sjæl råt! Cloak kan på mange måder godt kaldes for ”USA's svar på Slægt”, men det ville være at negligere at de er meget mere end bare dét: Cloak holder 666%!

Tracklist

  1. To Venomous Depths Where No Light Shines
  2. Within The Timeless Black
  3. The Hunger
  4. Beyond The Veil
  5. Death Posture
  6. In The Darkness, The Path
  7. Forever Burned
  8. Passage 2:47
  9. Deep Red

Kommentarer (1)

Ham den lede

kedeligt

Røvsygt album.

Tilføj kommentar